FC København fik kun 1-1 mod AaB i lørdagens opgør i Alka Superligaen, og manager Ståle Solbakken peger på sit holds dårlige start på opgøret som forklaring på remisen.
FCK-manageren giver spillerne ansvaret for den dårlige start.
- Du må spørge spillerne, hvorfor vi starter på den måde. Jeg kan godt komme med forskellige teoretiske forklaringer, men der var bare nogle spillere, der startede meget dårligt, siger Solbakken og tilføjer:
- Vi spilder de første 35 minutter. Den periode var vores dårligste indsats siden tilbage engang i sidste sæson. Vi løber meget forgæves. De første 25 minutter af anden halvleg var rigtig gode, men vi er uskarpe og ikke dygtige nok i vores afslutninger.
Peter Ankersen er enig med sin træner, men har ikke en forklaring på, hvorfor starten var så sløv.
- Jeg ved det ikke, men folk må se indad, for det var ikke godt nok. Vi havde en fin optakt til kampen og en god opvarmning, men alligevel kom vi ud på den måde, siger Ankersen og fortsætter:
- De første 25 minutter var vores ringeste i sæsonen. Vi formåede ikke at skrue tempoet op, og vi er bedst, når tempoet er højt.
FCK spiller onsdag den vigtige returkamp mod Apoel i Champions Leagues playoff-runde, og Ståle Solbakken er ikke specielt bekymret for, at dagens præstation bliver gentaget.
- Det får ingen betydning. Vi har spillet omkring 50 kampe siden sidste oktober, og vi har kun tabt tre-fire stykker. Vi har mange positive oplevelser at se tilbage på, siger Solbakken.
/ritzau/