Det er en tilfreds FC København-træner Ståle Solbakken, der gør status efter 1-1-kampen i Parken mod Juventus i Champions League.
- Man kan dele kampen op i to. I de første 50 minutter spillede vi lige op. I første halvleg leverede vi det bedste, vi kan i vores nuværende forfatning.
- Anden halvleg var ren overlevelse. Vi forsvarede os italiensk i eget felt, og så havde vi en god keeper, siger Ståle Solbakken.
FCK kom foran, da Nicolai Jørgensen scorede efter et lille kvarters spil.
Juventus, der spillede svagt i første halvleg, overtog initiativet efter pausen, og Fabio Quagliarella udlignede til 1-1 efter 54 minutter.
Juventus kom i gang og lagde et tungt pres på hjemmeholdet med mange chancer til følge.
Johan Wiland reddede nærmest ene mand FCK fra et nederlag.
Med det uafgjorte resultat har FCK fortsat ikke tabt en hjemmekamp i Champions League-gruppespillet, siden klubben for syv år siden debuterede i turneringen.
Fire gange har holdet vundet, mens tre opgør er endt uafgjort. Ståle Solbakken har været træner for holdet i alle kampene.
Resultatet var dog overraskende, også fordi FCK har fået en forfærdelig start på Superligaen.
Klubben har blot hentet syv point i otte kampe og roder rundt på 10.-pladsen.
FCK har undervejs skilt sig af med den belgiske træner Ariël Jacobs og hentet Ståle Solbakken ind.
Træneren håber, at hans hold kan bruge resultatet mod Juventus fremadrettet.
- Selvfølgelig kan vi bygge på med sådan et positivt resultat. Men vi har lang, lang vej at gå, siger træneren.
/ritzau/