Af Mads Jensen | maje@avisen.dk
Gualeguaychu er en lille by i Argentina 250 kilomter fra Buenos Aires. For at sige det rent ud, så er Gualeguaychu også stedet at opholde sig på sådan en mørk, vandkold lørdag i februar.
Det meste af Argentina følger levende med i eskapaderne i byen, der ti lørdage i januar, februar og marts afholder sit traditionelle karneval. Sammen med det brasilianske karneval i Rio de Janeiro og det italienske i Venedig, betragtes Gualeguaychus karneval som det vigtigste i verden.
Fængede godt an
Historikere mener, at det første karneval fandt sted for 5.000 år siden, og når man ser på billederne fra Argentina, forstår man godt, at den oprindelige ide om at klæde sig ud, danse og tilbede vinguderne fængede blandt vore forfædre.
Hver lørdag er der dansende kvinder, boder og musik overalt i byen, og hen under aften lades der op til det store clou; paradevognenes ankomst til den store La Corsódromo. Bystyret opførte i 1997 det 500 meter lange stadion, så de 38.000 tilskuere kan hylde karnevallets dronning, som det sig hør og bør. Det var opførelsen af dette gigantiske stadium, der satte Gualeguaychu på karnevallernes verdenskort.
Størrelsen giver simpelthen paradevognene og udstyrsstykkerne mulighed for at nå dimensioner, andre karneval kun kan drømme om.