Efter en noget forkølet påske er der nu udsigt til flere dage med sommervejr - masser af sol, næsten ingen vind og temperaturer helt oppe omkring 20 grader, lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Der er i hvert fald sommerligt vejr på vej. Den meteorologiske definitition på en sommerdag er godt nok 25 grader, men jeg er sikker på, at de fleste også vil synes, at sol og temperaturer på 20 grader er dejligt vejr midt i april, siger vagtchef på DMI, Thyge Rasmussen.
- Det gode vejr begynder allerede så småt i morgen (onsdag, red.) med lidt vind, nogen sol og temperaturer på op imod 15 grader. Torsdag og fredag får vi endnu mere solskin og temperaturerne stiger et par grader mere. Og helt godt bliver det så i weekenden - næsten ingen vind og temperaturer, der nogle steder godt kan snige sig op over 20 grader, siger Thyge Rasmussen.
Ifølge vejrchefen bliver højtrykket liggende over den sydlige del af Skandinavien helt frem til og med mandag, hvorefter det ser ud til at blive lidt mere ustadigt og køligere.
- Men lad os nu se, måske bliver det ikke så slemt, lyder det optimistisk fra Thyge Rasmussen.