De seneste års kampagner har fået mange danskere til at frygte solen. Vi fedter os ind i solcreme eller holder os inde for at undgå hudkræft.
Men nu viser ny amerikansk forskning – fra de selvsamme eksperter, der advarede os mod hudkræft – at fordelene ved moderat solbadning måske opvejer risikoen.
Gode vitaminer
Sollys er nemlig også med til at stimulere produktionen af de vigtige D-vitaminer i kroppen, der beskytter mod visse andre former for kræft i eksempelvis bryst, lunger, tarme og prostata.
Forskningen kommer fra Brookhaven National Laboratory, hvor professor Richard Setlow og hans sol-team ved undersøgelser i Norge og Australien har nuanceret deres syn på, hvad der er godt og skidt ved solens stråler.
Nul sol mellem 12-15
UVA-strålerne er stadig farlige, siger Setlow, men påpeger samtidig, at der er betydelige sundhedsmæssige gevinster ved de såkaldte UVB-stråler, fordi disse stråler styrker produktionen af D-vitaminer.
Kræftens Bekæmpelse er enig i, at sollys er sundt, men holder fast ved, at danskerne skal undgå solarier og beskytte sig mod solen midt på dagen, mellem klokken 12 og 15.
Creme kan være løsning
»Den primære kilde til D-vitamin kommer fra solen, og derfor er det absolut sundt at bevæge sig rundt i solen, bare ikke midt på dagen, hvor risikoen for at udvikle hudkræft er størst,« siger forsker Anja Olsen.
Løsningen kan derfor vise sig at blive en ny type solcreme, der udelukker UVA men til gengæld byder de sunde UVB-stråler indenfor.
Ny forskning peger på, at D-vitaminer forebygger visse former for kræft.
Den primære kilde til D-vitamin er sollys.
Der er også D-vitamin i fed fisk og mælkeprodukter.
Kræftens Bekæmpelse anbefaler ikke D-vitamin som særligt kosttilskud.