Det er en mand med stort kendskab til verdens urolige kapitalmarked, der til februar overtager posten som landets nationalbankdirektør efter Nils Bernstein.
Det siger erhvervsminister Ole Sohn (SF) efter udnævnelsen af ATP-direktør Lars Rohde.
- Nils Bernstein har sine forcer fra den politiske verden, mens Lars Rohde har sin erfaring fra den finansielle verden, og det er måske der, forskellen ligger, siger Ole Sohn.
- Lars Rohde har en stor faglig ballast og viden om det internationale kapitalmarked, der gør, at han er den rette til at stå i spidsen for Nationalbanken og dermed sikre Danmarks pengepolitik, lyder forklaringen fra erhvervsministeren.
Han understreger, at den økonomiske kurs ikke bliver ændret, fordi der skiftes ud i direktørstolen til februar, hvor Nils Bernstein fylder 70 år og derfor går på pension.
- Jeg er ret overbevist om at den nye nationalbankdirektør vil have den samme linje som den nuværende, nemlig at styre Danmarks pengepolitik og medvirke til, at fastkurspolitikken opretholdes, pointerer Ole Sohn.
- Det mener vi, at Lars Rohde har vist, han er den rette til, blandt andet ved at have styret ATP gennem de svære år.
Når posten som nationalbankdirektør skal besættes, så er det den siddende regering, der udpeger personen. Der har således ikke været et ansøgerfelt at plukke af.
/ritzau/