Efter en særlig Halloween-udgave med Anders Breinholt som gæstevært vender Sofie Linde tilbage i værtsrollen, når Prime Video blænder op for tredje sæson af underholdningsprogrammet “LOL: Den der ler sidst”.
Det oplyser Prime Video torsdag.
Programmet, der beskrives som “komisk kaos”, går kort fortalt ud på, at en række danske komikere og entertainere skal forsøge at få hinanden til at grine uden selv at knække. Den sidste, der formår at holde masken, vinder til slut en præmie til et velgørende formål efter eget valg.
Tidligere sæsoner har budt på optrædener fra en lang række komikere som Rasmus Botoft, Linda P og Rasmus Bjerg og Søs Egelind.
Tredje sæson af “LOL: Den der ler sidst” kan ses på Prime Video i foråret 2026.