For X Factor-værten Sofie Linde var det en mere end almindeligt skræmmende oplevelse, da hun og manden Joachim Ingversen forleden kom hjem til deres hus, som der havde været indbrud i.
Det fortæller hun i sin podcast "Voxen". Parret vidste allerede, at der havde været uventede gæster i deres hus i Klampenborg, for de var blevet alarmeret af deres nabo.
Netop derfor fik Sofie Linde et anderledes chok, da hun kom hjem til et hus, som ikke var endevendt og smadret, og hvor der "kun" manglede nogle smykker og andre let omsættelige ting.
Det fik alle Sofie Lindes alarmklokker til at ringe så højt, at hun på et tidpunkt troede, at de ubudne gæster havde plantet en bombe i huset for at slå hende ihjel.
- Jeg er sådan en type, der har dødstrusler i indbakken. Så jeg nåede at tænke, at der er nogen, der har plantet en bombe – at de var kommet for at ramme mig og slå mig ihjel, siger Sofie Linde i podcasten.
Hun blev dog beroliget af politiet og skyndte sig derefter at tænde stearinlys i hele huset, for på den måde at gøre huset til et hyggeligt sted og ryste oplevelsen af sig.