Livet som skuespiller kan for mange have omkostninger for familielivet.
Måske er man hver aften på teatret, måske er der filmoptagelser langt fra hjemmet.
Det kan Sofie Lassen-Kahlke sagtens genkende, fortæller hun i et interview med ALT for damerne.
Sofie Lassen-Kahlke brød i dén grad igennem popularitetsvæggen i rollen som Anja fra ”Kærlighed ved første hik”-filmene og har siden også medvirket i flere musicals.
Siden er skuespilleren også blevet anerkendt som forfatter med bøgerne ”Ramt”, ”Adams arv” og senest ”Hermans hævn".
Forfatterlivet har været en god omvæltning fortæller hun i interviewet.
- Jeg er virkelig et hjemmemenneske, og jeg tror, der rent psykisk er nogle ar i mig fra den tid, hvor jeg som skuespiller var virkelig meget på turné og i det hele taget ofte var væk fra familien. Jeg kan mærke, at mine sanser falder fuldstændig til ro, når jeg er herhjemme det meste af tiden. Jeg bliver simpelthen tryg, når jeg kommer hjem, siger hun til mediet.
Sofie Lassen-Kahlke medvirker i ”Skønheden og udyret – The musical”, der får premiere i begyndelsen af juli og skal dermed igen spille sammen med Joachim Knop.