Jo mere plads der er nede i potten, desto større blomstrer planten for oven.
Sådan lyder det kort inde i det biografaktuelle komediedrama "Venuseffekten" på den planteskole, som ægteparret Gitte og Klaus - spillet af Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen - har sammen med datteren Liv.
Hele familiens velkendte hverdag bliver vendt på hovedet, da Liv drages af den eventyrlige og kaotiske Andrea, samtidig med at hendes forældre, som hun endnu ikke helt har kappet navlestrengen til, også står midt i en brydningstid.
- Det er primært en coming of age-historie om et ungt menneske, der skal definere sig selv. Men det er jo ikke noget, der stopper. Man bliver ved med at "komme of age". Nu er jeg selv kun nået til start-50'erne. Men indtil videre er det min erfaring, at man aldrig rigtig lander, siger Sofie Gråbøl.
- Filmen skildrer så fint, at det godt kan være, at man skal igennem forskellige akter i livsfortællingen, men at de kan se ud på 100 forskellige måder. Mange af de firkantede rammer, som jeg også er vokset op med, er sprængt på en virkelig vidunderlig måde, siger den 53-årige skuespiller.
Især som barn, tween og teen er udviklingen rivende. Selv om hastigheden løjer af i takt med alderen, stagnerer den aldrig.
Men grundlæggende er der et eller andet, der falder til ro, når man bliver ældre, fortæller Sofie Gråbøl.
- Tingene bliver mindre og mindre sort-hvide for mig og mere og mere okay, og det er der en fred i. Men det er ikke, fordi jeg tænker: Åh, nu er jeg endelig landet i mig selv.
- Jeg har bare erfaret, at man ikke kan leve op til alt muligt. Folk vil altid tænke det ene eller andet om det, man gør eller siger. Men det bliver mindre vigtigt, og det er rart, synes jeg.
Men alderen og erfaringen afføder også andre ting.
- Der er også en masse rædsler ved at blive ældre, så jeg tror, summen er konstant, siger Sofie Gråbøl og fortsætter:
- Det er svært at være menneske, ligegyldig hvilken alder og hvilket kapitel du befinder dig i. Hvert kapitel rummer sine muligheder og umuligheder, siger den prisbelønnede skuespillerinde.
Mens Sofie Gråbøl som moren i filmen skal finde ud af, hvem hun er, når begge hendes børn er fløjet fra reden, skal især hendes datter finde ud af, hvem hun er uden for familiens skød.
- Som børn definerer vi os selv som en udadskillelig del af familien. Det er næsten, som om det er ens forlængede krop og sind. Men det er i virkeligheden samme problematik som voksen, siger hun og fortsætter:
- Det oplever man også meget stærkt som forælder, synes jeg. Ens børn kunne lige så godt være ens arm eller fod.
I "Venuseffekten" opfatter moren nærmest sit eget afkom som en forlængelse af sig selv og ved ikke, hvor grænseoverskridende hun er, når hun låser sig ind i datterens lejlighed, kommenterer hendes vægt eller fjerner fnug fra hendes tøj.
- Det er en blind plet, hun har, og det gør hende ikke til et dårligt menneske, siger Sofie Gråbøl.
- Men vi er jo allesammen i nogle kasser og har et bestemt blik, og det synes jeg også, filmen får en til at mærke og tænke over, siger hun.
Sofie Gråbøl har været en del af den danske film-, teater- og seriescene siden midten af 80'erne.
Hun havde sin første filmrolle i 1986 i "Oviri" over for Hollywood-legenderne Donald Sutherland og Max von Sydow og kan i år markere 35-års jubilæum.
Hun kan ikke mindes, at hun har medvirket i noget, som tilnærmelsesvis minder om "Venuseffekten".
Det er skaberen af den prisvindende DR3-serie "Doggystyle", Anna Emma Haudal, som står bag komediedramaet, som i øvrigt også er hendes spillefilmsdebut.
- Det lyder, som om jeg er 80 år, men jeg synes virkelig, det er superinspirerende at arbejde med en helt ny generation af skuespillere, instruktører og fotografer, som jeg kan mærke, har et andet take på det at fortælle.
"Venuseffekten" kan ses i biograferne landet over.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus