Sofie Gråbøl er for første gang siden succesfilmen "Blinkende lygter" tilbage i Anders Thomas Jensens univers.
Den oscarvindende instruktør har nemlig endnu en gang samlet cremen af dansk film.
Sofie Gråbøl skal således arbejde sammen med "Blinkende lygter"-kollegerne Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i Anders Thomas Jensens kommende film, "Den sidste viking".
De flankeres i den stjernespækkede film af blandt andre Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe.
Det annoncerer Zentropa og Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.
"Den sidste viking" er en humoristisk, underfundig og foruroligende fabel om identitet, lyder det om filmen.
Anker, som Nikolaj Lie Kaas spiller, løslades efter 14 år i fængsel for røveri.
Ankers bror, Manfred, i skikkelse af Mads Mikkelsen, er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en psykisk lidelse, der gør, at han ikke længere husker, hvor de er gemt.
Sammen begiver brødrene sig ud på en rejse for at finde pengene - men også for at opdage, hvem de selv er.
Med "Den sidste viking" er Anders Thomas Jensen tilbage som instruktør for første gang siden 2020, hvor "Retfærdighedens ryttere" havde premiere og solgte svimlende 600.000 biografbilletter.
Ud over at instruere "Den sidste viking" har 52-årige Anders Thomas Jensen også skrevet filmen.
Han skrev blandt andet også "I Kina spiser de hunde", filmatiseringen af "Ser du månen, Daniel" og Susanne Biers Oscar-vindende drama "Hævnen". Selv vandt han sin egen gyldne statuette i 1999 for kortfilmen "Valgaften".
"Den sidste viking" får forventet biografpremiere i efteråret 2025.