Af Jacob Wendt Jensen. Redigeret af Anne Bruhn Jørgensen, SØNDAG, Aller Media

I løbet af 2012 arbejder Sofie Gråbøl enormt meget. Hun gør DR's krimiserie ”Forbrydelsen” færdig, har hovedrollen i ”Lossens time” og spiller med i teaterforestillingen ”Fanny og Alexander”. Det eneste, der holder Sofie Gråbøl oppe til sidst, er tanken om, at hun snart skal holde fri. Men en uge inden ferietiden finder hun en knude i sit ene bryst.

Lone Dybkjær efter kræftbehandling: Jeg har haft total nedtur

– Ingen af os er jo nogensinde hundrede procent raske eller 100 procent sikre på noget alligevel. Det eneste, vi er 100 procent sikre på, er at vi skal dø. Om så det bliver af en tagsten i hovedet eller noget andet. Når alt bliver skrællet væk og brændt af i løbet af et halvt års kræftbehandling, så bliver det meget tydeligt, at man på et tidspunkt skal dø, siger Sofie Gråbøl til SØNDAG.

Charlotte Bircow efter brystkræft: Jeg er ikke blevet anderledes. Men folk ser mig anderledes

Sådan beskriver Sofie Gråbøl sit sygdomsforløb. Et forløb, hvor hun fik i overflod af gode råd, opmuntringer og selvhjælpsbøger, men det var ikke det, hun havde brug for. Hun søgte efter forståelse for hendes situation og for det sorte sted, hun befandt sig.

En bog gjorde dog særligt indtryk på Sofie Gråbøl, mens hun var syg. Nemlig historien om ”Alice i Eventyrland.”

– Det er jo en lang beskrivelse af tab af mening. Alice falder, falder og falder ned i en underverden, hvor hun ikke kan navigere og ikke længere ved, hvem hun er. Den bog blev en af mine rejsebeskrivelser i en svær situation.

Elsebeth Egholm efter kræftforløb: Jeg er så heldig, at jeg er født i en del af verden, hvor behandlingssystemet bare fungerer

Cancer er ingen gave

I dag er Sofie Gråbøl rask. Hun har afsluttet sit kemoforløb, arbejder igen på fuldtid og er kommet ud på den anden side af sygdommen.

– Jeg havde flere mellemregninger, før jeg blev syg, mens jeg i dag er blevet mere ligeglad med at slå skævt. Jeg er blevet mere overbærende med mig selv. Jeg er også blevet mere villig til at satse hele butikken, hvor jeg tidligere ville tænke over, om det her nu var en klog ting at gøre.

Sofie Gråbøl fortæller, at kræftforløbet i bedste fald kan betegnes som en måde at blive vækket på, og at sygdommen var et klassisk eksempel på, hvordan de fleste mennesker er indrettede: At vi først ser værdien af det, vi har, når vi er ved at miste det.

– Jeg har ingen romantik omkring min sygdom, og jeg forstår ikke, at nogen kan sætte ordene ”cancer” og ”gave” i samme sætning. I så fald er det en gave, jeg gerne havde været foruden. Da jeg var syg, tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde kom ud af det helvede, så skulle jeg huske, hvor sort der var dernede.