De er talstærke nok til at vælte regeringen. De kan afgøre, om Danmark skal være blåt eller rødt. De kan endda køre deres helt egen sofa-minister i stilling. De kan, sagt i valgsprog, være den berømte tunge på vægtskålen. Men medlemmerne af landets tredjestørste parti foretrækker at holde krydset for sig selv, når stemmeurnen kalder.

Sofavælgere kalder man dem. Valgforskerne ved, de især findes blandt unge, ældre og indvandrere. At de ved sidste valg i 2005 udgjorde et antal på 619.056 vælgere, hvilket er cirka hver sjette dansker. Og at de ikke vil indrømme, at de ikke stemmer.

I går mellem 10.30 og 11.30 forsøgte vi under overskriften ’Sofavælger søges’ at finde bare et eksemplar af slagsen på Rådhuspladsen i København. Det var ikke let, selvom kampagneskiltet lokkede med gratis medlemskab af Danmarks tredjestørste parti.

»Tror du, jeg er åndssvag, mand?« råber en gråsprængt herre

Du er måske sofavælger?

»Det kan man sgu da ikke være i et demokrati,« hvæser han og gør mine til at flå skiltet i stykker.

Rådhusklokkerne ringer den 11. time ind, da en ung fyr af mellemøstlig baggrund kommer forbi. Han er 24 år og er ikke bleg for at indrømme, at han har revet sit valgkort i stykker.

»Jeg gider ikke,« siger han.

Men med din baggrund er der jo partier, der kan gavne dig mere end andre?

»Måske, men jeg har aldrig stemt. Jeg er ligeglad, hvad der sker.«

Vil du så stille op til billede og give mig dit navn, så du kan være med til at stifte ’Sofapartiet’?

»Nej, det gider jeg ikke.«

Hvorfor ikke. Er du flov?

»Næh, jeg gider bare ikke i avisen.«

Vil du sælge dit stemmekort for penge?

»Måske.«

For hvor meget.100 kroner?

»Det er for lidt.«

Hvor meget så?

»1000 kroner. Men det er for sent nu. Jeg har jo revet det i stykker.«

2 ud af 1000

Rundt regnet går 1000 mennesker forbi i den time, vi kampagner på Rådhuspladsen. Ingen tilmelder sig sofa-sagen. Direkte adspurgt, benytter alle dem, vi indfanger, deres tilsendte valgkort. Statistisk set burde mindst 150 af dem ellers blive hjemme i dag.

I pølsevognen står en dame på cirka 50 år i højrød frakke. Lettere presset bekender hun kulør. Fordi politik ikke interesserer hende .

Men du er med på at politik betyder noget for din hverdag?

»Det vil jeg skide på. Jeg gider ikke snakke om det. Jeg er sofavælger. Farvel.«

Tre unge danskere med somalisk baggrund (der alle stemmer), foreslår at vi på skiltet skriver: Du kan godt være anonym . Lige meget hjælper. Klokken 11.30 har vi kun snuset to sofavælgere op. Og ingen af dem ville være den nye sofa-minister.

Vi lyver, fordi det er flovt

Jørgen Elklit, professor på Institut for Statskundskab på Århus Universitet er blandt forfatterne til bogen Gensynet med sofavælgerne , der blandt andet har analyseret på, hvorfor folk ikke stemmer. Han er ikke overrasket over Nyhedsavisens fejlslagne kampagne på Rådhuspladsen.

»Det er klart ingen vil indrømme at de er sofavælgere, når du stiller dig op med dit skilt. Når vi i valgundersøgelser spørger folk om de stemmer, så svarer 9 ud af 10 ja. Men det stemmer ikke overens med stemmeprocenten,« påpeger professoren.

Hvorfor vil folk ikke indrømme, at de er sofavælgere?

»Nogle lyver, fordi det er flovt. Altså, man vil ikke indrømme det, fordi det er en klart vedtaget social norm, at man stemmer til et valg. Det gør alle ordentlige danskere. Man tager medansvar, det er ganske enkelt indgroet i os,« siger Jørgen Elklit.

Blandt 100 vælgere, er der rundt regnet 15 sofavælgere. Et stabilt tal gennem masser af valgår, og en fast trend , som professoren kalder det.

Unge, gamle og indvandrere

Ifølge Jørgen Elklit er der ud af de 15 procent ikke-vælgere, en 5 til 8 procent, der er naturligt undskyldt. Fordi de er for gamle eller for syge til at få brevstemt i tide. Andre er ude at rejse.

Unge mennesker udgør også en særlig gruppe.

»De unge har ikke ikke rigtig har fået udviklet den nødvendige ansvarlighed endnu. De har ikke stiftet familie, og ejer ikke en lejlighed, så skolepolitik og boligskatter er ikke interessant for dem,« mener Elklit.

Indvandrerne hører også blandt dem, der ofte har svært ved at komme hen til valgurnen, hvis ikke de, som Jørgen Elklit formulerer det, har mulighed for at stemme på en af deres egne .

Det har ikke nogen reel indflydelse på valgresultatet, at man ikke stemmer, men der eksisterer dog spekulationer, som går ud på at unge oftest er venstreorienterede, og at venstrefløjen derfor oftest mister stemmer ved et sofavalg. Den teori kan Jørgen Elklit ikke umiddelbart bekræfte.