Tørklæder, islam, homoseksuelle. Dansk Folkeparti har i de seneste uger været bannerførere for en politisk skarp debat om muslimske og danske værdier.
Derfor vil SF’s formand Villy Søvndal nu invitere Pia Kjærsgaard (DF) til et offentligt møde, hvor de to partiledere skal diskutere danske værdier.
- Jeg vil invitere Pia Kjærsgaard til et offentligt møde om SF s og Dansk Folkepartis værdier. Så får Pia jo chancen for én gang for alle at fortælle offentligheden, hendes kandidater og hendes medlemmer, hvad det er DF står for, siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
I sidste uge havde Dansk Folkeparti inviteret til værdidebat i Folketingssalen, men oppositionen benyttede i stedet lejligheden til at bore i de kontroversielle udtalelser om islam, som medlemmer af Dansk folkeparti er kommet med i pressen.
Villy Søvndal vil senere på ugen prøve at finde en dato for et fælles offentligt møde om de politiske værdier i de to partier og Danmark generelt.