Villy Søvndal (SF) kastede handsken og udfordrede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en direkte politisk duel. Det skete oven på statsministerens angreb af oppositionen og i særdeleshed Villy Søvndal.
På dagens pressemøde i Statsministeriet anklagede Lars Løkke Rasmussen SF-formanden for at fortælle usandheder, og at han derfor måtte korrigere Søvndal på hans Facebook-profil.
"Jeg er bekymret for statsministerens nattesøvn. Tænk, at han sidder der og skriver små indlæg på min facebook-profil sent om aftenen. Hold nu op med det pjat. Stil i stedet op til en reel politisk debat med mig om velfærden, arbejdsløsheden, fyringerne på sygehusene og problemerne i udkantsområderne," siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Men politiskordfører Peter Christensen (V) mener ikke, at statsministeren skal stille op til duel "ude i virkeligheden" mod Villy Søvndal.
"Hver gang Villy bliver konfronteret med sine usandheder, så vil han ud at køre bil. Men det vil vi ikke," siger Peter Christensen til Newspaq.
Ifølge jp.dk, så har DR2 allerede grebet chancen og tilbudt at lægge både studie, publikum og ordstyrer til en duel mellem Lars Løkke Rasmussen og Villy Søvndal.
DR2 oplyser, at Villy Søvndal allerede har meldt sig klar en sådan debat, og at man endnu mangler svar fra statsministeren.