Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil sammen med blandt andre sin franske kollega bruge de næste to dages uformelle EU-udenrigsministermøde i Vilnius til at forsøge at overbevise sine EU-kolleger om, at verden må reagere på Syriens anvendelse af kemiske våben.
- Hvis man synes, man står det moralsk rigtige sted - og det synes jeg, vi gør i Danmark - så er det klart, at jeg vil bruge min energi til at overbevise om, at det her kan ikke ske uden konsekvens.
- Det vil jeg opfordre også de andre udenrigsministre til at melde ud i meget klar tekst, siger Søvndal på vej ind til mødet.
Højtstående franske kilder har ligeledes forud for mødet i den litauiske hovedstad gjort det klart, at den franske minister, Laurent Fabius, vil forsøge at presse på for en fælles EU-holdning til Syrien.
Også selv om der ikke bliver tale om fælles fodslag i forhold til faktisk deltagelse i en begrænset amerikanskledet militæraktion.
/ritzau/