De nye oplysninger om systematisk tortur mod fanger i Afghanistan i 2002 bør koste den danske regering livet. Reaktionerne fra SF og Enhedslisten er kraftige, efter at Politiken fredag kunne afsløre, at ti vidneerklæringer fra amerikanske forhørsledere beretter om tortur i den amerikanske fangelejr i Kandahar.
Ifølge Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen viser de nye oplysninger, at regeringens redegørelse om sagen fra december 2006 var mangelfuld.
»De nye oplysninger viser, at regeringens egen redegørelse fra december var noget ufatteligt makværk. Regeringen kunne have skaffet disse oplysninger lige så vel som pressen, men man havde skrevet konklusionen på forhånd, og man var ikke interesserede i at finde sandheden,« siger Frank Aaen.
SF’s formand Villy Søvndal mener, at sagen bør koste regeringen livet.
»Regeringen har i den grad misinformeret Folketinget i deres redegørelse fra december. De har fuldstændig set bort fra offentligt tilgængelige oplysninger. Det må en regering simpelthen ikke kunne overleve, ellers er der noget helt galt med vores lovgivning,« siger Villy Søvndal.
En uvildig undersøgelse i sagen kræver et flertal i Folketinget, og oppositionen kan ikke mønstre dette flertal, så længe Dansk Folkeparti ikke ønsker en kulegravning af sagen. Men Frank Aaen tror alligevel på, at det vil ske.
»Regeringen har efterhånden viklet sig ind i så mange løgne og dårlige forklaringer, at en uafhængig undersøgelse er uomgængelig. Det er bare et spørgsmål om tid,« siger Frank Aaen.
SF vil på baggrund af de nye oplysninger endnu en gang kalde regeringen i samråd om sagen.