Udenrigsminister Villy Søvndal mener, at det er en stærkt bekymrende dom på to års fængsel, der fredag er afsagt i Moskva mod tre kvinder fra Pussy Riot.
- Sagen mod punkgruppen Pussy Riot er stærkt bekymrende. Domstolsafgørelsen sender et meget kedeligt signal til kunstnere og borgere i Rusland om respekten for ytringsfrihed i Rusland, mener udenrigsministeren.
De tre kvinde fra Pussy Riot deltog i februar i en happening i en ortodoks kirke i Moskva, der var vendt mod Ruslands mangeårige leder, Vladimir Putin. De blev alle tre fredag idømt to års fængsel for hooliganisme.
- Ytringsfrihed i kunst, presse og politisk debat bør være overordentlig vidtgående i et demokratisk samfund. Straffen på to år virker derfor også helt ude af proportion, og jeg håber meget, at dommen kan ændres ved en appel af byrettens afgørelse, siger Villy Søvndal.
Han minder om, at EU's politik over for Rusland bygger på en seriøs dialog om en række emner af fælles interesse, herunder respekt for menneskerettigheder.
Han støtter fuldt ud EU's udenrigschef, Catherine Ashtons, kritiske udtalelse om retssagen mod Pussy Riot.
- Fra dansk side vil vi arbejde for, at væsentlige sager vedrørende respekt for ytringsfrihed fortsat rejses fra EU's side under møder med Rusland, også på topmøde-niveau, understreger udenrigsministeren.
/ritzau/