Røster i SF's bagland har rettet kritik mod partiets kurs inden for udlændinge- og flygtningepolitikken.
Både op til weekendens landsmøde og under mødet i Odense har medlemmer i baglandet omtalt en "højredrejning" på området.
Fra den tidligere udenrigsminister, SF-formand og folketingsmedlem Villy Søvndal lyder det imidlertid, at partiformand Pia Olsen Dyhrs nuværende linje er den rigtige.
- Vi skal være åbne. Det er SF's funktion over for verden. Vi skal også hjælpe i verden. Derfor hævede vi ulandsbistanden, da vi sad i regering i stedet for at sænke den som nu. Det er en del af hele SF's humanistiske arv.
- Men vi skal også være realistiske i denne her debat. For antallet af flygtninge betyder noget, siger Villy Søvndal.
I 2017 har Pia Olsen Dyhr lagt en linje på området, der tager udgangspunkt i "humanistisk realisme".
Selv mener partiformanden, at der i SF er støtte til partiets udlændingepolitik.
- Jeg synes, der er opbakning til vores tredje vej. Altså, at vi går ind for integration i Danmark, bekæmper social kontrol og afviser det forstokkede, patriarkalske synspunkt om, at kvinderne bare skal hjem til kødgryderne.
- Det står vi sammen om, siger hun og fortsætter:
- Jeg oplever også, at vi står sammen om bekymringen om, at vi kan ikke tage imod alle flygtninge. Men vi skal stadig gøre det på en human måde. Så når grænserne i Europa bryder sammen, så er vi klar til at lukke grænsen.
Spørgsmålet om hvordan Danmark skal forholde sig til en situation, hvor internationale aftaler bryder sammen, har startet debatten om SF's udlændingepolitik.
Torsdag lavede partiet en kovending ved først at melde ud, at SF var for et forslag, der vil give mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen til det første sikre land, hvis der opstår en situation, hvor Dublin-systemet er sat ud af kraft.
Partiet annoncerede senere, at SF ikke ville give sin støtte, hvis det betød, at uledsagede flygtningebørn også kunne blive afvist ved grænsen.
Sagen fik tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic til at melde sig ud af SF.
/ritzau/