Klokken 12 ringede Folketingets ældste medlem, Niels Helveg Petersen, med klokken og signalerede dermed, at et nyt år i Folketinget kan begynde.
Kort efter trådte statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen, og holdt en times lang åbningstale.
Traditionen tro var oppositionen hurtigt ude med kritik efter Lars Løkke Rasmussen, selv om der også blev plads til nogle rosende ord fra Villy Søvndal
"Den tekniske gennemførsel af talen var ret høj. Han er jo en charmetrold. Men hvis man kigger på indholdet af det han siger, så er det bemærkelsesværdigt, at vi efter Nationalbanken vurderinger, er på vej mod 180.000 ledige næste år. Der er intet overhovedet, der bringer håb til de mennesker, der er på vej ud i arbejdsløshed," siger Villy Søvndal efter Lars Løkke Rasmussen fik afsluttet sin første åbningstale.
Socialdemokratiets formand, Helle Thorning Schmidt, er ikke tilfreds med talens indhold. Hun mener ikke, at statsministeren er parat til at løse problemet med den stigende arbejdsløshed.
"Han er rigtig dygtig til at få fortalt, hvilke problemer vi står overfor, men jeg synes, at det halter med løsningerne. Det vi ved nu er, at statsministeren ikke agter at komme med en vækstpakke. Han er parat til at se 200.000 danskerne i øjnene og sige, at vi ikke kan gøre mere," lyder det fra socialdemokraternes formand.
Pia Kjærsgaard er anderledes tilfreds med det, der kom ud af munden på statsministeren. Hun er især glad for, at regeringen vil være med til at sænke den kriminelle lavalder til 14 år.
"Det er nødvendighedens lov. Nu er der så en åbning og det er rigtig godt. Jeg synes i det hele taget, at statsministerens åbningstale, var en af de bedre, jeg har hørt i mange år. Han interesserede sig meget for danskernes ve og vel, og det synes jeg er vældig godt," lyder det fra Dansk Folkepartis formand.
Og dermed har dansk Folkeparti fået sin vilje, siger Helle Thorning Schmidt.
"vi kan se, at det er Dansk Folkeparti der bestemmer om man skal sende børn i fængsel i det her land, det er ikke Venstre eller Konservative, men Dansk Folkeparti, der bestemmer at 8. klasses elever nu kan sendes i fængsel," siger formanden.
Hos SF, hæfter man sig mest ved, at regeringen ikke vil være med til at lave en vækstpakke, så man kan komme fremtidens arbejdsløshedsproblemer til livs.