Søvndal kritiseres af bagland
Villy Søvndal må vælge mellem partiformand og udenrigsminister Foto: Katrine Kellermann
Ifølge fremtrædende SF'ere er det uforeneligt både at være partiformand og udenrigsminister

Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og derfor må Villy Søvndals (SF) vælge mellem være partiformand og udenrigsminister, lyder meldingen fra dele af SF's bagland, skriver JyllandsPosten.

"En formand skal være hjemme og passe sit parti, så det er en dårlig idé både at være udenrigsminister og SF-formand. Søvndal må vælge," siger Hellen Hedemann, lokalformand for SF City til JyllandsPosten.

Samme opfordring kommer fra Hanne Melnik, lokalformand for SF Østerbro:

"Søvndal er for fraværende herhjemme. Hvis han både vil være partiformand og minister, må han finde en anden ministerpost," siger Hanne Melnik og foreslår Søvndal posten som eksempelvis socialminister.

"Det er et område, han ved meget om, og som socialminister vil han være mere hjemme ved sit parti," siger Hanne Melnik.

Allerede under regeringsforhandlingerne frarådede flere SF'ere deres partiformand at blive udenrigsminister. De Konservatives krise, da Lene Espersen både var partiformand og udenrigsminister, skræmte.

Kilde: JyllandsPosten