Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) gav den som Dr. Jekyll og Mr. Hide under mødet med Kinas udenrigsminister Yang Jiechi.
Først lød tonerne af respekt og varme følelser.
"Den kinesiske økonomi er i dag et af vækstlokomotiverne i verden. Det fortjener vores anerkendelse og vores respekt," sagde Villy Søvndal efter mødet ifølge pol.dk.
Derefter kom den nye udenrigsminister dog også ind på den ømme tå i forholdet til Kina. Menneskerettigheder.
"Vi har også diskuteret emner, hvor vi ikke er enige. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi fra dansk side mener, at Kina bør være langt mere ambitiøse, når det gælder politiske rettigheder, herunder mindretalsrettigheder i for eksempel Tibet."
"Kina er en stor spiller i verden, og det betyder også, at vi i stigende grad stiller krav til landet. I respekt for, at gode venner også kan diskutere ting, vi ikke er enige om," sagde udenrigsministeren.
"Danmark mener, at Kina skal være langt mere ambitiøs, når det for eksempel gælder beskyttelsen af mindretal som i Tibet," siger udenrigsministeren ifølge TV2 og fortsætter:
"Men den anden side af mønten er, at Kina har hevet 300-400 millioner mennesker ud af fattigdom og holder gang i verdensøkonomien. Min opgave er at levere det balancerede syn på Kina."
Det er det første officielle besøg i 11 år fra en kinesisk udenrigsminister. Mødet handlede om, hvordan Danmark og Kina kan styrke samarbejdet på flere områder.
Det to-dage lange møde slutter onsdag aften med en officiel middag. Forinden vil Yang Jiechi have mødt politikere, forskere og erhvervsliv.
Forholdet mellem landene nåede et lavpunkt, da Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) med seks års mellemrum i officielle besøg modtog Tibets åndelige leder Dalai Lama.
Den kinesiske vrede kostede dengang danske virksomheder eksport til det store kommunistiske land.
Kilde: pol.dk og TV2