Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mener, at det er for tidligt at afgøre, om der skal gives asyl til tolke, der har arbejdet for Danmark.
Udmeldingen fra udenrigsministeren kommer, efter at Helmands guvernør, Mohammed Naim Khan, under et besøg i Danmark kraftigt har nedtonet risikoen for de afghanske tolke:
- Som provinsguvernør er mit indtryk, at de vigtigste mål for Taliban er stammeældre, provinsguvernører, militære ledere og folk, der arbejde for politiet og efterretningstjenesten. Det er de vigtigste mål for Taliban - ikke tolkene, siger Mohammed Naim Khan.
Han holdt torsdag et kort pressemøde med Villy Søvndal i Udenrigsministeriet. Men trods meldingen fra Mohammed Naim Khan vil Villy Søvndal ikke udelukke muligheden for asyl til tolkene:
- Forsvarsministeren har lagt en klog linje ved at sige, at vi vil afvente udviklingen, men at vi selvfølgelig ikke svigter mennesker, der har arbejdet for Danmark, siger Villy Søvndal.
Regeringen har været under pres fra Enhedslisten for at hjælpe tolkene, og selvom Helmands guvernør mener, at tolkene ikke står højt på Talibans dødsliste, så ændrer det ikke på regeringens standpunkt.
Når Helmands guvernør siger, at der ikke er fare for tolkene, bør det så ikke lukke snakken om asyl?
- Det er rigtig klogt at vente til slut med at drage konklusionen, og det vil vi også gøre. Vores konklusion vil afhænge af sikkerhedssituationen mod slutningen af forløbet, men det afgørende budskab er, at vi ikke svigter mennesker, der har arbejdet for Danmark, siger Villy Søvndal.
/ritzau/