Regeringen er positiv over for forslaget om, at Syrien kan udlevere sine kemiske våben til FN for at undgå en militær aktion som straf for det kemiske angreb på civilbefolkningen i Damaskus den 21. august.
Det siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) til Ritzau tirsdag.
- Jeg synes, at det er positivt, hvis det lykkes at overbevise præsident Assad om at udlevere våbnene. Han ved, hvor de er, siger han. Og at det kan klares meget hurtigt, siger udenrigsministeren.
Villy Søvndal vil dog have en tidsfrist på udleveringen, så den syriske præsident ikke kan misbruge, at der nu ligger et forslag om en diplomatisk løsning på bordet.
- Jeg tror, at det er vigtigt, at han ikke fejllæser situationen og bruger det her som et forsøg på at trække tiden ud.
- Derfor synes jeg, at det internationale samfund skal sætte nogle frister om, hvor hurtigt de her våben skal være afleveret, siger han.
/ritzau/