Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal, advarer mod at tro, at enden er nær for Syriens præsident, Bashar al-Assad, selvom landets premierminister mandag tog benene på nakken og tilsluttede sig oprørerne.
- Midt i strømmen af ubehagelige nyheder fra Syrien er det opmuntrende, at centrale personer vender Assad og Assad-regimets brutale voldshandlinger ryggen.
- Jeg vil dog advare imod at tro, at afhopningerne betyder en ende på uhyrlighederne, eller at Assad-regimets endelige fald venter lige om hjørnet, siger udenrigsministeren.
Han mener dog, at premierministerens afgang er det seneste tegn på, at regimet er i opløsning.
- De øgede rapporter fra Syrien om deserteringer på højt niveau, senest premierminister Hijabs afhopning i dag, er et positivt tegn på, at Assad-regimet har stadigt sværere ved at modstå presset udefra og indefra.
- Det er vanskeligt at vurdere, hvilken effekt de vil have på kort sigt. Men de er utvivlsomt et meget positivt skridt i den rigtige retning - en begyndelse på enden, der forhåbentlig kan inspirere andre til at gøre det samme, siger Villy Søvndal.
Ministeren tror, at deserteringerne giver et vigtigt moralsk rygstød til oppositionen.
- Selv når Assad-regimet falder, hvilket det utvivlsomt vil med tiden, står Syrien over for meget vanskelige udfordringer, siger udenrigsministeren og fortsætter:
- Det fremhæver behovet for, at der øjeblikkeligt igangsættes en fredelig transitionsproces, der imødekommer det syriske folks ønsker og baner vejen for et nyt og demokratisk Syrien uden Assad.
Riyad Hijab er en af de højst rangerede personer, der har forladt præsident Assads regering siden oprørets begyndelse sidste år.
Syrien-analytiker Peter Kim Laustsen, som er souschef på Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, har tidligere mandag givet udtryk for, at Riyad Hijabs afgang ikke skal ses som et tegn på, at styret er ved at falde fra hinanden.
/ritzau/