Søværnets Operative Kommando (SOK) har indstillet eftersøgningen af den skibskok, som menes at være faldet over bord fra et russisk skib.
Omkring 15 skibe samt en helikopter har deltaget i eftersøgningen i Østersøen nord for Bornholm.
- Men det har ikke været muligt at finde vedkommende, siger stabsvagten hos SOK til Ritzau.
- Vi er langt ud over det tidsrum, hvor der er overlevelseschance i vandet med den temperatur, vi har. Derfor har vi indstillet eftersøgningen, fortsætter han.
SOK oplyser, at den savnede kok er en 40-årig russisk kvinde.
Skibet alarmerede de danske myndigheder kort efter klokken 10 lørdag formiddag.
Skibet Rusich-7 havde kurs mod vest og befandt sig nord for Bornholm, da man blev klar over, at der manglede et besætningsmedlem, og det har selv deltaget i eftersøgningen.
/ritzau/