Søstrene Karina Arndal og Berit Olsen fra Otterup var to af de tusindvis af kunder, der i går handlede julegaver i Rosengårdcentret. Indkøbsturen til det store odenseanske indkøbscenter er et resultat af en nøje tilrettelagt indkøbsstrategi, som søstrene har forfinet gennem de seneste år.
»Vi klarer vores juleindkøb på en enkelt dag, og vi tager altid herud. Her kan vi købe alt det, vi skal bruge. Vi er her klokken ti, når butikkerne åbner, og vi starter i legetøjsbutikkerne, inden de bliver fuldstændig oversvømmet med kunder,« siger Karina Arndal.
Inden turen går sydover mod Odense, mødes søstrene i Otterup. Her bliver der spist morgenmad, mens den forestående juleshopping bliver planlagt i mindste detaljer.
»Vi finder ud af, hvad vi skal købe, og hvor vi skal købe det,« fortæller Berit Olsen. Hvis tiden tillader det, spiser de en frokost et eller andet sted i centret. Men allersenest klokken kvart over tre kører søstrene tilbage mod Otterup.
»Jeg skal nå hjem inden klokken fire, for her skal jeg have hentet mine børn i dagplejen,« beretter Karina Arndal.