Den 20-årige søster til den knivdræbte Murat Karabulut skal ikke tilbage i fængsel. I hvert fald ikke lige med det samme.
Den 20-årige kvinde står tiltalt for at have slået en betjent i hovedet med sin knytnæve under balladen i forbindelse med frifindelsen af en 21-årig dansk-palæstinenser for mordet på hendes bror i Vestre Landsret.
I forgårs kærede politiets advokat, Ib Henricson, ellers byrettens afgørelse om at lade den 20-årige slippe for varetægtsfængsling til landsretten. Men heller ikke her så man noget grundlag for at tilbageholde kvinden.
Forsvarer tilfreds
Hos politiets juridiske afdeling tager man landsrettens afgørelse til efterretning, men har ellers ingen kommentarer.
Forsvarer for den 20-årige, Hans Kjellund, er derimod tilfreds med landsrettens afgørelse.
»Det er altid noget, at der er blevet trukket en grænse for graden af overreaktion,« siger Hans Kjellund, der anser sagen for alvorlig, men ikke mere, end hans klient skal kunne fastholde sin hverdag, hvor hun har fuldtidsarbejde og et solidt familieliv.
»Det drejer sig om en sag, hvor jeg ikke engang er sikker på, om min klient overhovedet skal i fængsel. Jeg håber da, at dommeren ser på de gode personlige forhold og giver en betinget dom - og derfor er varetægtsfængsling også en stor overreaktion,« siger Hans Kjellund, som forventer, at sagen vil være afgjort inden for en måneds tid.