Søs Egelind har fået tjansen som vært når Bodilprisen bliver uddelt 15. marts i Folketeatret i København.
I en pressemeddelelse udtaler den 66-årige skuespiller og komiker, at hun er "utroligt glad, beæret og rørt over at få tjansen" som vært ved årets store filmfest.
- Jeg lover at gøre mig umage for at leve op til det høje og flotte niveau, der er lagt af alle de dygtige værter, der har haft rollen før mig, udtaler hun og tilføjer:
- Der er dømt fest!
Udover fest og en forventning om, at Søs Egelinds knivskarpe humor nok skal skabe glæde og grin ved uddelingen, så markerer dette års Bodilprisen en historisk ændring.
Væk er nemlig de kønnede priser for henholdsvis Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle samt Bedste Mandelige Birolle og Bedste Kvindelige Birolle.
Fremover uddeles der priser for Bedste Hovedrolle og Bedste Birolle uagtet køn.
Derudover indføres kategorien Bedste Ensemble til et skuespillerhold, der i fællesskab har skabt en stærk filmoplevelse og løftet fortællingen gennem samspillet på lærredet, som begrundelsen lyder.
Her finder man "Fuld af kærlighed", "Madame Ida" og "Børnene fra Sølvgade".
Flere af skuespillerne, som indgår i ensemble-nomineringen, er ligeledes nomineret i kategorierne Bedste Hovedrolle og Bedste Birolle.
Blandt andre er Viilbjørk Malling Agger nomineret for sin hovedrolle i "Fuld af kærlighed", mens Lars Ranthe og Stine Stengade er nomineret for deres respektive biroller i filmen.
De tre er sammen med Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen også nomineret i kategorien Bedste Ensemble for filmen.
"Fuld af kærlighed" har fået flest nomineringer og er repræsenteret i seks af Bodilprisens kategorier.
Herefter følger "Birthday Girl", "Vejen hjem", "Vogter" og "Madame Ida", som alle har fået fire nomineringer.
I alt skal der uddeles 13 statuetter til Bodilprisen, der i øvrigt er opkaldt efter skuespillerne Bodil Ipsen og Bodil Kjer.