Thomas Sørensen spillede mod Sverige en af sine bedste landskampe til dato og han var stærkt medvirkende til, at svenskerne ikke kom foran med både 1-0 og 2-0 i første halvleg.
Efter kampen var dagens bedste dansker dog først og fremmest skuffet.
- Jeg er glad for, at jeg fik chancen. Jeg havde noget at bevise. Men jeg har en bitter smag i munden over, at vi ikke får scoret. Når det lykkes os at holde nullet på udebane mod så godt et hold som det svenske, er der ærgerligt, at vi ikke får scoret på en af vores chancer i den anden ende. Men et point, er et point, sagde Thomas Sørensen efter kampen.
- Det var en fantastisk kamp, og jeg synes, jeg fik sendt et signal til Morten og til klubben om, at jeg er værd at satse på, fortsatte Thomas Sørensen, der i øjeblikket er lidt ude i kulden i engelske Aston Villa.