31. januar smækkede transfervinduet i hovedet på Thomas Sørensen og sendte ham op på sin faste tribuneplads på Villa Park.
Aston Villas Manager, Martin O Neill, satte hælene i over for samtlige forespørgsler på den danske landsholdsmålmand.
Reglerne giver imidlertid mulighed for, at Sørensen bliver lånt ud til en anden liga, og derfor spekuleres der nu i, om målmanden alligevel forlader Birmingham inden sommer. Barnsley blev i går nævnt i de engelske medier, men nu er det Thomas Sørensen, der sætter hælene i.
»Hvem siger du? Barnsley? Nej, nu må det stoppe. Jeg skal ikke til Barnsley. Det giver ingen mening. Træneren har nægtet mig at forlade Aston Villa, så hvis han pludselig gav mig lov til at tage til Barnsley, ville jeg blive meget meget sur,« siger Thomas Sørensen.
Når transfermarkedet igen åbner til sommer, vil han være transferfri, og derfor er der allerede nu mulighed for at forhandle og eventuelt underskrive en aftale gældende fra næste sæson. Men der er endnu ikke noget konkret på bordet.
»Min agent er i fuld gang med at kigge på mulighederne, men det skal være den helt rigtige klub for mig, så vi bruger den tid, det tager at finde den,« konstaterer Sørensen.
Man skal ikke regne med at finde ham i den danske Superliga lige foreløbig.
»Nej, jeg ser stadig mig selv som en attraktiv målmand, og det er da mit mål at blive i en af de store udenlandske ligaer,« siger han, uden at ville komme nærmere ind på, hvor det er.