De danske VM-fans kan godt forberede sig på billige grin og hovedbrud, alt efter hvilke briller man har på. Den danske keeper Thomas Sørensen forudser i hvert fald, at der vil opstå mærkelige situationer under VM, på grund af den nye og lette VM-bold.
"Vi vil se nogle mærkelige fejl under VM, for bolden er meget uforudsigelig. Den er mere livlig i flugten og kan komme på to forskellige måder på to ens spark," sagde målmanden til pol.dk.
Og han er ikke den eneste målmand, der er træt af VM-bolden. Også Italiens Gianluca Buffon raser over det lette læder.
"Den nye bold lever absolut ikke op til standarderne, og jeg synes, det er en skam, at så vigtig en turnering som et VM med så mange mestre skal spilles med sådan en bold," siger Gianluca Buffon til Soccerworld.com.
Også Iker Casillas fra Spanien er utilfreds med den nye bold.
"Det er lidt ligesom en strandbold," siger han til Soccerworld.com.