Tv-legenden Søren Ryge synes ustoppelig og altid på vej. Nu er han på vej mod de 73 år, og til Ekstra Bladet fortæller han, at han ikke har til sinds at slukke for kameraet:
- Så længe Danmarks Radio synes, det er sjovt. Så længe jeg selv synes, det er sjovt, og så længe seerne synes, det er sjovt. Og egentlig er det det sidste, der afgør det, selv om det ikke kan måles direkte, siger Søren Ryge til Ekstra Bladet.
Han tilføjer, at han tager et år ad gangen. Nærmere kommer den legandariske havemand og menneskefortolker ikke ind på et eventuelt stop.
Med en alder på 72 år har han været pensioneret fra DR i to år. Men med over 500 programmer i bagagen og en freelanceaftale i hånden, kan hans trofaste skare af seere nok forvente, at det bliver til nogle år endnu:
- Jeg gør alt, som jeg har gjort de sidste mange, mange år. Intet er forandret. Kun min alder.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Den selvlærte havemand
Søren Ryge er selvlært haveekspert, og lavede sit første tv-program i 1977. Siden 1988 har han haft udsendelsen "Søren Ryge", tidligere "DR Derude Direkte", på DR. Her sendes der direkte fra hans have på Djursland.
Søren Ryge Petersen er desuden fast haveskribent i dagbladet Politiken og har gennem årene skrevet et hav af bøger om både haven og mennesker - blandt andet "Bette Anna og andre historier" fra 2006.