Nuværende udviklingsminister, Søren Pind (V), står til at blive Birthe Rønn Hornbechs afløser som integrationsminister.
Det skriver Politiken.dk og Berlingske.dk.
På sin Facebook-side ser det ud som om, at han bekræfter rygtet. Her skriver Pind, at han "ska til HKH Kronprinsen senere i dag."
Det er Kronprins Frederik, der skal tage mod nye ministre, fordi Dronningen er bortrejst.
Pind fortsat vil fortsat varetage hvervet som udviklingsminister.
I Undervisningsministeriet er det også skiftedag.
Tina Nedergaard har valgt at trække sig som minister for at tage hensyn til sin familie.
Vurderingen fra flere kilder på Christiansborg er, at skatteminister Troels Lund Poulsen (V) bliver ny undervisningsminister.
Det giver Venstres politiske ordfører Peter Christensen mulighed for at indtræde som skatteminister.
Der er desuden rygter om, at Per Stig Møller (K) vil supplere jobbet som kulturminister med Birthe Rønn Hornbechs tidligere kirkeministerpost.
Senere i dag offentliggør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den fulde ministerrokade.
Kilde: Politiken.dk