Søren Pape Poulsen lagde aldrig skjul på, at han elskede julen. Faktisk elskede han den så meget, at han fejrede 6. juledag, har han sagt i et tidligere interview med Politiken. Og netop derfor bliver den forestående højtid rigtig svær for Ruth og Svend Poulsen, hvor fraværet af deres juleglade søn kommer til at larme ekstra meget, fortæller forældreparret til TV MidtVest.
- Det bliver ikke godt. Det er vi forberedt på. Juleaften bliver ikke god, men vi skal igennem det, siger Ruth Poulsen i interviewet.
Den konservative partiformand døde pludseligt af en hjerneblødning den 2. marts i år. Blot 52 år gammel. Hans alt for tidlige død kom som et chok for hele Danmark og i særdeleshed for hans forældre. Ni måneder efter er Søren Pape stadig omdrejningspunktet for Svend og Ruth Poulsen i deres hjem i Bjerringbro.
- Søren var altid med i alle vores tanker og samtaler. Det var Søren alt drejede sig om. Vi savner ham hele tiden, siger hans far, Svend Poulsen.
I aften bliver der afholdt en jule- og mindekoncert på Viborg Teater for Søren Pape Poulsen. Det er operasanger Jens-Christian Wandt, der er initiativtager til koncerten og overskuddet går til foreningen Søndagskaffe i Viborg, som Søren Pape Poulsen tog aktivt del i.