»Det bliver ikke nemt, men kan vi få et point her, så har vi matchbold i sidste kamp mod Rosenborg. Dem skal man ikke undervurdere, men vi vandt trods alt 2-0 deroppe, og vi bør kunne køre den hjem,« siger den lange angriber. Regnestykket, der vil sende Schalke op på andenpladsen dur dog kun, hvis Rosenborg ikke leverer endnu et miraket i aften ved påny at slå Chelsea.
Søren Larsen starter formentlig på bænken, da Schalke stiller kompakt op mod Valencias stærke offensiv, aom blandt andet tæller landsholdsangriberne David Villa og Fernando Morientes.
De har dog ikke fundet netmaskerne i vanlig grad i denne sæson, som har været skuffende både i ligaen og i Champions League.
Sydøstspaniernes nye træner Ronald Koeman er allerede under pres, og det kan blive til Schalkes fordel.
»De kører ikke så godt spillemæssigt. Kan vi holde 0-0 eller endda komme foran, så lægger det et tungere og tungere pres på dem, og et hold, der er i modgang, har svært ved at tackle det pres,« siger Søren Larsen.
Hollandske Ronald Koeman lader sig dog ikke umiddelbart gå på af presset.
»Jeg tænker kun på at vinde kampen og slet ikke på at tabe. Jeg har været med i mange år, og jeg frygter ingenting. Vi skal vinde de to næste kampe for at have en chance. Først skal vi slå Schalke for at have muligheder i den sidste kamp,« siger den tidligere Barcelona-spiller i spanske medier.