I går tog Søren Larsens tyske klub Schalke 04 hul på sæsonen med et uafgjort resultat mod de forsvarende mestre fra Stuttgart. Kampen overværede Søren Larsen dog hverken fra banen, bænken eller tilskuerpladserne, men derimod fra en hospitalsseng.
Efter i længere tid at have været plaget af forskellige småskader havde den danske angriber ellers set frem til den nye sæson. Ved torsdagens træning gik det imidlertid galt. Søren Larsen blev skubbet så hårdt omkuld af en holdkammerat, at han væltede ind i holdets målmand og brækkede tre ribben.
- Så lå jeg bare der, fyldt op ad adrenalin. Smerterne var så store, at jeg troede, jeg skulle stille træskoene, siger Søren Larsen til Ekstra Bladet.
Søren Larsen vil ikke afsløre, hvem der stod bag overfaldet , men angiveligt skulle der være tale om enten Marcelo Bordon eller Mladen Krstajic.
- Den spiller, der var skyld i mine brækkede ribben, har åbenbart et ego, der gør, at han bare ikke kan leve med, at han bliver oversprintet af en spiller som mig. Sådan er der flere, der har det. Det er sket flere gange før, og mindst en gang tidligere har jeg fået en længerevarende skade på grund af en holdkammerats hensynsløshed, siger Søren Larsen til avisen.
Foreløbig har lægerne bedt Søren Larsen blive i hospitalssengen de næste 4-5 dage. En af hans lunger er nemlig svulmet op, og han har derfor fået lagt et kateter ind i ryggen og bliver jævnligt undersøgt for indre blødninger, beretter avisen.
- Jeg er simpelthen nødt til at blive på hospitalet. Jeg bliver fyldt med smertestillende medicin og laver vejrtrækningsøvelser for at lungerne ikke skal klappe sammen, siger Søren Larsen,