En enkelt sætning stjal billedet, da Debatten på DR2 mandag aften havde gæster i studiet for at tale om det franske præsidentvalg.
Centrumkandidaten Emmanuel Macron vandt søndag valget med 66 procent af stemmerne, mens hans modkandidat Marine Le Pen fra det højrenationale Front National fik 34 procent.
Men Dansk Folkepartis tidligere medlem af Folketinget Søren Krarup lagde ikke skjul på, at han gerne havde set Le Pen som vinder.
- Jeg ville aldrig stemme på den der lille pæne bøssedreng, var jeg lige ved at sige, lød det i debatten.
Krarup var dog hurtig til at beklage, da værten Clement Kjærsgaard spurgte, hvad der fik ham til at bruge sådan et ordvalg.
- Det er også forkert. Det er også forkert. Du ved, jeg ville have fundet et lidt pænere udtryk, men når man står ansigt til ansigt med dig her, så kan det tit være svært at finde det. Så jeg ville have sagt lille artige skoledreng, sagde Søren Krarup ifølge dr.dk.
Massiv kritik
Trods erkendelsen af, at det var forkert at bruge ordet "bøssedreng", rendte Søren Krarup efterfølgende ind i massiv kritik på de sociale medier. Og det var både fra højre og venstre side i Folketinget.
Venstres folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt sammenlignede Krarup med religiøse mørkemænd.
Venstres tidligere folketingsmedlem Fatma Øktem mente, at Krarup burde undskylde.
Socialdemokraten Jesper Petersen var også forarget over bemærkningen.
Privat er Macron gift med den 24 år ældre Brigitte Trogneux. De mødte hinanden, da han var elev, og hun var lærer, på La Providence-gymnasiet i den nordfranske by Amiens.