Søren Kjeldsen kommer stærkt fra start i Abu Dhabi
PLUS Humørbombe og veteran vil genskabe VM-magi Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den rutinerede nordjyde er nummer seks efter første runde, hvor Thorbjørn Olesen til gengæld skuffede.

Den danske golfspiller Søren Kjeldsen er kommet fint fra start i European Tour-turneringen Abu Dhabi HSBC Championship i De Forenede Arabiske Emirater.

Efter første runde er den 43-årige nordjyde på en delt sjetteplads i seks slag under par. Det er fire slag dårligere end førende Shane Lowry, som kun skulle bruge 62 slag på at komme igennem de 18 huller.

Søren Kjeldsen leverede ikke færre end ni birdies, men tre bogeys spolerede et endnu bedre resultat på førstedagen. Han deler sjettepladsen med prominente navne som Lee Westwood, Ian Poulter og Martin Kaymer.

Yderligere fire danskere er til start i turneringen, og af dem slap Joachim B. Hansen bedst fra onsdagens udfordringer. Han gik banen i tre slag under par. Thomas Bjørn gik i to slag under, mens Lucas Bjerregaard var et slag dårligere.

Thorbjørn Olesen har historisk lavet det bedste danske resultat i turneringen, da han blev nummer to i 2013, men Olesen kom skævt fra start i dette års udgave.

Han er havnet i den tunge ende efter en første runde i tre slag over par. To birdies på de to sidste huller forhindrede et endnu værre udfald.

Turneringen fortsætter med anden runde torsdag.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News