"Jeg ville jo se tåbelig ud, hvis ikke jeg sagde til jer, at de øvrige lande har nævnt Fogh Rasmussen."
Sådan siger forsvarsminister Søren Gade til jp.dk efter et Nato-møde i den polske by Krakow, hvor organisationens 26 forsvarsministre er samlet.
Dog skulle ingen af landenes repræsentanter have udtalt sig om, hvorvidt den danske statsminister er deres kandidat, selv om de var interesserede i at høre, om Fogh stiller op.
"Fogh bliver ikke opfattet mere som en kandidat end de øvrige muligheder, som er blevet nævnt i europæisk presse," siger Søren Gade.
Gade skulle i øvrigt have tilføjet, at han ville blive glad, hvis topposten denne gang gik til en nordisk kandidat. Ingen nordbo'ere har nemlig tidligere siddet på posten.