Forsvarsminister Søren Gade (V) er i Irak for at sige farvel.
Den danske bataljon har afsluttet sine opgaver i Basra og Gade skulle tirsdag deltage i den officielle ceremoni, hvor det danske ansvarsområde blev overdraget til de britiske styrker, oplyser Forsvarsministeriet. Den danske Camp Einherjer blev officielt lukket klokken 18 dansk tid.
Ceremonien skal også markere starten på det danske helikopterbidrag, som bliver i det sydlige Irak året ud.
Under ceremonien kom den danske lejr under beskydning, og alle måtte smide sig ned i gruset, oplyser TV 2 News. Ingen kom dog til skade ved angrebet.
De sidste soldater stadig i Irak
Mandag skulle de sidste danske soldater i Irak have forladt landet, men et defekt militærfly betød, at den sidste kolonne på 110 mand sent mandag aften måtte køre tilbage til den danske lejr.
Hærens Operative Kommando kunne tidligere på dagen ikke oplyse om, hvornår de sidste danske soldater kan komme hjem.