Tidligt på eftermiddagen tog Danmarks forsvarsminister Søren Gade på en privat rejse til udlandet - midt i sit livs politiske stormvejr.
Søren Gade lod tidligere på dagen forstå, at det var meget alvorligt, at han i Udenrigspolitisk Nævn havde talt usandt omkring den arabiske oversættelse af den omdiskuterede bog 'Jæger - I krig med eliten'.
Og nu melder han fra til et møde i Udenrigspolitisk Nævn, efter at han tidligt i eftermiddag tog på en privat rejse.
Ifølge Ekstra Bladet blev Gade først på eftermiddagen set i selskab med sin gode jagtven, den tidl. vicestatsminister, medlem af EU-parlamentet Bendt Bendtsen i Københavns Lufthavn.
Muligvis skulle de to på en af deres mange private jagtture, skriver avisen.
Forsvarsministeriet oplyser, at ministeren er taget på en 'privat rejse til udlandet', men vil ikke fortælle, om der er tale om en jagttur.