Jagtrejser og tunge politiske poster hænger åbenbart uløseligt sammen. Nu er Søren Gade (V) også kommet i fokus, fordi han har taget imod en rejse.
Forsvarsministeren var i 2006 på en jagttur med skov- og miljøvirksomheden Hedeselskabet.
"Opholdet og jagten betalte Hedeselskabet, men det var ret spartansk," siger Søren Gade til B.T.
Han holder dog fast i, at det meste af turen blev betalt af egen lomme.
"Det var privatpersonen og ikke ministeren Søren Gade, som var på jagt. Jeg er nemlig i Rotary-club i Holstebro med en fra Hedeselskabet. Jeg insisterede på at betale flybilletten til Riga med mit eget dankort," siger forsvarsministeren.
Rejsen, som tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen også var med på, kostede mellem 15.000 og 20.000 kroner.
Det er ulovligt for ministre at modtage gaver, og i sidste uge blev Bendt Bendtsen politianmeldt, fordi han har modtaget 33 golf- og jagtrejser fra danske virksomheder.