Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
- Vi er imod alle former for diskrimination. Vi tolererer og accepterer det ikke, sagde Kasper Schmeichel før fodboldlandsholdets kamp mod Belgien i lørdags.
Anledningen var, at det danske landshold inden kampen havde valgt at knæle, i sympati med organisationen Black Lives Matter.
Det kan godt være, Kasper Schmeichel er god til at stå på mål, men han er dårlig til at lyve.
En ting er, at det er besynderligt at støtte en kritisabel organisation, der er sat i forbindelse med både hærværk, optøjer og mord, som primært har fokus på et amerikansk problem og som herhjemme er repræsenteret ved den farverige, men noget kontroversielle Bwalya Sørensen – hende, der raceopdeler folk til demonstrationer og mener, at bestemte ord bør være forbeholdt folk med mørk hudfarve.
Noget andet og endnu værre er, at knæleriet udstiller DBU og landsholdets gigantiske hykleri, og understreger, at de forkælede fodbolddrenge lever deres liv i et politisk korrekt Instagram-univers, hvor det er vigtigere at efterabe idolerne i Premier League end at kæmpe for en egentlig sag.
Hvad med Qatar?
For hvor er protesterne mod de kommende VM-værter fra Qatar?
Et land, hvis stadioner er bygget af asiatiske og afrikanske gæstearbejdere, der reelt lever som slaver og er døde i hundredevis under arbejdet?
Et land, der slår hårdt ned på homoseksualitet, og hvor kvinder ikke må se fodbold?
Her kan man for alvor tale om diskrimination.
Og al den stund at landsholdet gerne vil kvalificere sig til VM-slutrunden samme sted, er den kamp vel mere relevant at støtte – end kampen mod nogle politibetjente på den anden side af jorden, der under en voldsom anholdelse kom til at slå hjemmerøveren George Floyd ihjel.
Fodbolddrengene kæmper kun for en sag, når der reelt ikke er noget på spil.
Når karrieren eller pengene pludselig er truet, er de en flok tøsedrenge.
Landsholdets egen Mathias ’Zanka’ Jørgensen understregede det selv for et år siden, da han sammen med sit hold Fenerbahce optrådte i trøjer med et budskab, der støttede de tyrkiske soldaters kamp mod kurderne og de facto-diktatoren Recep Erdogan.
Zanka havde kun et skuldertræk til overs for kritikerne. Det var business, måtte man forstå.
Landsholdets hykleri
Hvorfor landsholdet – der er betalt af os alle sammen, også os, der ikke nødvendigvis støtter tvivlsomme, ultra-venstreorienterede, voldelige organisationer – overhovedet involverer sig en politisk kamp, er svær at blive klog på.
- Det er en meget vigtig sag, der betyder meget for alle på holdet, sagde anfører Simon Kjær – men sagde så dermed også, at kampen mod forholdene i Qatar, eller for den sags skyld alle verdens andre uretfærdigheder rager fodboldmillionærerne en skid.
Støtten til Black Lives Matter – der gentages før kampen mod England tirsdag aften – udstiller landsholdets hykleri.
Og sagen kommer kun to år efter, landsholdsspillerne nægtede at spille, fordi de var utilfredse med deres sponsoraftaler.
Det gavner ikke ligefrem opbakningen til et hold, der i højere og højere grad kæmper med et image som nogle forkælede, smådumme drenge, der bliver fornærmede over kritiske spørgsmål, gemmer sig bag dyre solbriller og store hovedtelefoner og ikke giver en fuck for, hvad deres fans tænker.
De fans, der betaler gildet.
Hvis de så i det mindste bare spillede godt …
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist. Foto: Privat