Kan I huske, dengang det danske Melodi Grand Prix var godt? Nej, det kan jeg næsten heller ikke. Det er derfor uden nogen som helst form for håb, jeg lørdag sætter mig foran fjernsynet for at se årets udgave. Men ved I hvad? Det viser sig, at selvom man ikke har nogen forventninger, så kan man godt blive negativ overrasket alligevel.
Årets show finder sted i Næstved Arena. Værterne er Tina Müller og Heino Hansen.
– I aften skal vi hylde otte forrygende artister, begynder Tina Müller, og lyver dermed allerede, inden vi for alvor er kommet i gang.
Heino Hansen har lavet et lille interview med hver af de (heldigvis kun) otte ”kunstnere”. Han er ny som Grand Prix-vært, men det er allerede lykkedes DR at kastrere ham.
– Er det noget med, at du altid har gået og sunget, spørger han den første sanger, Frederik Leopold.
– Ja, jeg har altid nynnet derhjemme, svarer han.
Så fik vi det på plads. Jeg gider i øvrigt ikke nævne, hvad alle sangene hedder eller hvad jeg synes om dem, for noget tyder på, at de alle er dårlige. Tre minutter senere viser det sig, at jeg indtil videre har ret.
Tina Müller udtaler duoen Eyjaa forkert, men den slags glemmer man som seer hurtigt, når Heino Hansen ruller sine Vi Unge-spørgsmål ud.
– Hvad kan I bedst lide ved musik – og hvad vil I gerne have, folk tager med fra jeres optræden, spørger han pigerne fra Eyjaa.
Min søn er sur over, at jeg har glemt at købe slik. Så jeg må ud og rode en køkkenskuffe igennem. Derfor går jeg glip af de to næste sange. Men jeg tør godt love, de også er dårlige.
– Alle er vindere i aften, lyver Heino fra scenen, inden han proklamerer, at vi nu er halvvejs i aftenens show.
Gid det var så vel, men der er altså kun gået 27 minutter ud af 135.
Inden Nicklas Sonne går på med endnu en dårlig sang, laver Tina Müller det klassiske interview med to Grand Prix-fans, der har været med i mange år. Jeg er ikke sikker på, de kan finde to til næste år. Bagefter præsenterer hun den næste sangerinde. Hun hedder Maia Maia.
– Hendes sang har et helt særligt budskab, nemlig at vi alle sammen gemmer os bag filtre, og den er et opgør mod perfekthedskulturen, siger Müller.
Det er ikke et helt særligt budskab. Det er faktisk det halvdelen af alle moderne sange handler om. Gab. Heino interviewer Maia Maia.
– Hvad er det musik gør for dig, spørger han, og nu kan jeg ikke mere.
Da jeg ikke ligger inde med et jagtgevær, så jeg kan skyde mig selv, kører jeg i stedet op til Lækkerland og køber noget bland selv-slik til min søn. Da jeg kommer tilbage har den sidste ”kunstner” lige været på, men bare rolig. Underholdningen er slet ikke begyndt endnu, viser det sig.
– Nu skal I lige slette den app, I stemmer med, og installere den igen, siger værterne.
Tina Müller gør også opmærksom på, at man kan slå undertekster til, hvis man ikke forstår hvad Heino siger. Ergo, alt er aftalt på forhånd. Den joke kommer til at ramme hende som en boomerang om lidt, når teknikken går fuldstændig ned og hun skal freestyle i ti minutter. Og Heino Hansen leger endnu mere med skæbnen:
– Sidste år var der problemer med både teknik og regler, så denne gang forklarer vi det lige ordentligt siger han, inden han forsømmer at forklare, hvordan reglerne virker.
Men okay, det ér også svært at forstå. Det er noget med 50 procents stemmer fra en app, der ikke virker, hvis ikke den bliver genstartet, og 50 procent fra nogle sms’er. Som så er delt ind i fem landsdele. Og så nogle jury-stemmer, som tæller det samme, hvilket alt sammen er ligegyldigt, fordi vinderen alligevel er glemt i morgen og vi ryger ud på røv og albuer fra den internationale konkurrence.
– Med hensyn til app’en … send lige en sms i stedet, siger Tina Müller, inden hun af en eller anden grund går ud og skifter tøj.
Hun skulle have skiftet job i stedet.
Vel tilbage i rød gallakjole samler hun sammen med Heino de otte deltagere, lad os kalde dem det, på scenen, så de kan få resultatet af afstemingen.
– Hvordan har I det lige nu, spørger Müller, der godt selv kan se, hvor det her show bærer hen, og selv undskylder sit dumme spørgsmål med det samme.
– Det er once in a lifetime, siger Frederik Leopold.
Det må vi da håbe.
Han når ikke sige mere, for så afbryder Müller ham og indrømmer, at hun slet ikke gider høre svaret, men bare padler, fordi der er knas med stemmeoptællingen. Men nu er den altså klar, lover hun, og præsenterer en grafik, der ligner noget fra et nordkoreansk missilsystem.
Pling, siger det, og så er tre af sangtitlerne lidt hvidere end de andre. Det er åbenbart dem, der har fået flest sms-stemmer. Tror jeg nok. Deltagerne forstår det heller ikke.
Derefter stiller Müller og Hansen om til Nordjylland. Vi skal åbenbart have overbragt app-stemmerne, altså, dem der ikke virker, live. Ligesom når de stiller om til de forskellige lande i Eurovisionen. Men det her er om muligt endnu mere eksotisk. Frem toner en køn kvinde, der tilsyneladende har afrikanske aner, men på en eller anden uheldig måde er endt nord for Limfjorden. Essie, tror jeg, hun hedder. Hun skal, med 15 familiemedlemmer siddende i baggrunden, overbringe resultatet fra Nordjylland – og Grønland og Færøerne. Spørg ikke hvorfor.
Men ak, nu er der knas med missilsystemgrafikken, så Tina Müller må træde vande igen. Hun vil vide, om det med at se Grand Prix er en tradition i Essies familie.
– Det er ikke sådan helt den her tradition, men vi forsøger at få det til at være en tradition, og det er ikke første gang, vi vælger at samle og lytte til eller se Grand Prix, så det er ikke en tradition, der bliver glemt i hvert fald, siger Essie, med en accent, der lyder som hvis Allan Olsen fortolkede en tale af Nelson Mandela.
– Nå, det lyder dejligt, siger Müller uinteresseret.
Hun vil hellere vide, om familien kan danse og har opført sig ordentligt indtil videre, og selv mine kridhvide boomer-tæer krummer sig en smule.
– Jeg vil da gerne se, når de ikke opfører sig ordentligt, mumler Heino.
– Må vi ikke lige se dem rejse sig op, siger Müller, der muligvis blot prøver at trække tiden, indtil Kim Jong-un i kontroltårnet har fået grafikken til at virke, men lyder som en herremandsfrue, der er på udflugt i Zoologisk Have.
– Vi ved ikke, men jo, dem her ikke i fjernsynet fortæller, hvordan og hvorledes vi skal få fat på de folk, der ikke opfører sig ordentligt og det er dem selv, i hvert fald, siger Essie glad.
Der er stille i otte lange sekunder.
– Ah, sukker Müller så, med et lille smil.
Som man gør, når ens veninde har fortalt om noget sødt og sjovt, hendes datter har sagt, og som man kan regne ud, man bør synes er charmerende, men ikke har hørt efter, fordi man i virkeligheden er røvligeglad.
– Så … jow … men vi hygger os i hvert fald. I kan også se i baggrunden, der er der sådan en lampe, siger Essie, inden forbindelsen ryger.
De fornyede tekniske problemer, der nu både omfatter grafik og satellitforbindelse, fortsætter tilsyneladende. Og kaster Müller og Heino ud i endnu en sublim tomsnak med deltagerne. Müller vil vide, om Maia Maia har dårlig mave.
– Jeg har det ganske fint, jeg har det mest sådan lidt, hvad foregår der egentligt her, siger Maia Maia, og udtrykker egentlig det, vi alle føler.
– Er det læder, du har på, spørger Müller.
– Øh, nej, det er pailletter, svarer Maia Maia.
– Det er jo sådan helt oplagt at spørge, hvad der er med dig og orange, spørger Müller.
Ganske vist har Maia Maia orange tøj på, men at det er det mest oplagte at spørge om, er nok en mild overdrivelse.
– Hvad laver du her, hvorfor er du dog med i det her, nu hvor du rent faktisk kan synge, tror du ikke dine venner kommer til at drille dig og synes du også det er langt ude, at DR koster næsten fire milliarder om året, havde måske været mere oplagte spørgsmål.
Nå, men mikrofonen går videre til Nicklas Sonne.
– Danmark, kom så, råber han opgivende.
– Du står her med halvopknappet skjorte. Er der andet end rock i dig, spørger Müller.
– Ja, svarer han.
– Hvad er der i dig … ej, undskyld, siger Müller.
På det her tidspunkt har man for længst fået sympati med de otte deltagere, som man til at begynde med ellers troede var dem, der skulle ødelægge aftenen. Nicklas prøver stilfærdigt at forklare noget om, at en melodi ikke bare er rock eller pop, men at det er mere avanceret end som så. Men det bliver for højpandet for Müller.
– Kan I mærke, at nu tror han bare, at han ejer scenen, fordi han har fået mikrofonen, siger hun fornærmet og beordrer talestafetten givet videre.
– Søren, jeg er nødt til at spørge ind til dit tøj også, siger hun til Søren Torpegaard Lund.
Søren er, hvilket vel stadig må siges at være bemærkelsesværdigt for mænd udenfor Næstved Arena, iført en kjole. På vegne af den normale dansker burde det derfor være let at finde på et spørgsmål eller to.
– Hvorfor har du bare skuldre, vil Müller vide.
– Fordi det er rart, siger Søren.
Stilhed lidt.
– Nå, vi skal da også lige høre fra Rieley, siger Müller og går videre til den færøske favorit.
– Åh, så er det mig, sukker han, inden kontroltårnet redder ham, fordi der nu er forbindelse til Essie igen.
Om den charmerende Limfjords-afrikaner har fået besked på ikke at ødelægge Tina Müllers og Heino Hansens karrierer yderligere, vides ikke, men denne gang nøjes hun med at levere resultaterne fra den nordjyske-grønlandske-færøske egn af Danmark. Da hun har gjort det, plinger skærmen igen, nogle af sangene på grafikken bliver farvet hvide og forneden står der ”39 procent”. Ingen aner, hvad det betyder, men på det her tidspunkt er det også ligegyldigt.
Da DR med møje og besvær har været alle egne af Danmark igennem, skal vi have præsenteret juryen. Jeg gider ikke nævne alle medlemmerne her, men en af dem er Annika Aakjær.
Mens vi venter på, at de tre mest populære sange skal spilles igen, spørger Müller hende, hvad hun synes om finalefeltet.
– Jamen, nu har jeg jo ikke tænkt i lang tid over det, siger hun forsigtigt.
– Men er du forhåbningsfuld, når du hører de her tre, spørger Müller.
– Øh, det kan jeg måske godt være, siger Annika, og skal vi ikke bare lade det være sidste ord om sangene for i aften.
Det ender med, at færøske Reiley vinder med nummeret ”Breaking my heart”. Han er stor på Instagram eller Snapchat eller TikTok i Asien og taler bedre engelsk end dansk, så det bekræfter vanviddet noget så fint.
– På en skala fra et til ti, hvor glad er du så, spørger Tina Müller en af hans fans.
Bare lige hvis nogen stadig skulle være i tvivl om værternes veludviklede spørgeteknik.
– Ti, siger den unge dame.
Bagefter siger Müller og Heino farvel, og meget sigende begynder lyset ved en fejl at gå ned, inden de er færdige.
Det siges, at alting var bedre i gamle dage. Det passer ikke altid. Men når det gælder Melodi Grand Prix, så kunne intet være mere rigtigt.
Hold kæft, hvor vil jeg gerne være med til det efterkritikmøde.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder. Foto: Privat