Lørdag aften og der er Dansk Melodi Grand Prix på DR. Jeg sidder selvfølgelig klar, i håb om en gentagelse af sidste års yderst underholdende sammensmeltning i Næstved Arena. Showet er i år rykket til DR’s eget koncerthus – muligvis, så cheferne hurtigere kan rende ind og rive værterne af scenen, hvis de kokser i samme grad som Tina Müller og Heino Hansen gjorde i fjor.
Muligvis, så årets værter kan rende op på kontorerne og få resultaterne i hånden, hvis teknikken igen opfører sig som Hamas’ missilsystem.
Årets værter er i øvrigt Sara Bro og Stephanie Surrugue. Førstnævnte er så begejstret, at hun kommer til at vise en halv brystvorte, da hun byder velkommen. Desværre virker det ikke engang til, at det mandlige publikum går op i den slags.
– Der er plads til alle i Grand Prix, starter Surrugue meget apropos med at sige, og det budskab er som sædvanlig også kernen i aftenens show.
I en sådan grad, at Sara Bro gentager det lige efter, inden Surrugue gentager det igen. Alligevel glemmer de at tilføje, at der ifølge flere af deltagerne ikke burde være plads til hverken russere eller israelere i Eurovisionen.
Min redaktør siger, at jeg ikke længere må udtale mig om hverken jøder eller muslimer, så jeg har ingen officiel holdning til den nuværende konflikt i Gaza. Men altså, det er da påfaldende, at de fleste af de deltagere, der grundet krigen vil have smidt Israel ud af det internationale grandprix, sandsynligvis ikke selv vil kunne tage til Palæstina uden at blive smidt ud fra en høj bygning.
Hvis altså der er flere høje bygninger tilbage dernede, jeg er ikke lige opdateret på den front.
Nå, men første deltager er sangerinden SABA med sangen ’Sand’. Selvom hun lyder som noget, der er opkaldt efter en intimsæbe, så er hun Danske Spils favorit. Og da halvdelen af stemmerne uddeles af en såkaldt fagjury, hvis holdning både eksperterne og bookmakerne allerede kender, så er det nok også hende, der ender med at vinde.
– Det er en sang om at prøve at holde på noget, mens det smuldrer mellem fingrene på dig, siger SABA.
Altså, lidt ligesom DR og interessen for Melodi Grand Prix.
– Hvordan har du det? spørger Sara Bro hende bagefter, og det spørgsmål opsummerer meget godt alle aftenens spørgsmål til kunstnerne.
– Wow, der er en vild stemning her i salen, svarer SABA, selvom salen er helt stille, og det svar opsummerer meget godt alle svarene.
Efter det traditionelle interview med to grandprix-fans, der er kommet hele vejen fra – hold nu fast! – Jylland, er det tid til kunstner nummer to. Det er sangerinden Stella med nummeret ”Sign Here”. Stella er blevet sammenlignet med Amy Winehouse, siger speakeren, og det er jo ikke så dårligt. Altså, med mindre det kommer fra hendes frisør. Eller læge.
Sangen handler om at flytte fra Fyn til København og ikke kunne finde en lejlighed, forklarer Stella. Noget Amy Winehouse som bekendt også døjede meget med. Muligvis fordi alt det heroin gjorde, at hun glemte at skrive sig op i en boligforening.
Kunstner nummer tre er sangerinden CHU CHU (muligvis ikke hendes rigtige navn) med sangen ”The Chase”. Udtrykket ”kunstner” skal som sædvanlig opfattes meget bredt. Det skal udtrykket ”sangerinde” også.
CHU CHU forsøger at forme et hjerte med fingrene, men det ligner mest en firkant, og forklarer lidt om sin sang:
– Den repræsenterer en rejse gennem smerte, siger hun, hvilket sjovt nok også er min anmeldelse.
Bagefter kommer gode gamle Basim. Han har, med lidt hjælp, skrevet en sang, der hedder ”Johnny”. Der handler om en gammel gut, der ligger på et hospice, men hjælpen har han overraskende nok ikke fået fra hverken Poul Krebs eller Johnny Madsen.
Det må i øvrigt siges at være et lidt utraditionelt tekstunivers for et grandprix-nummer. Altså, med mindre det viser sig, at denne Johnny pludselig kommer tilbage til livet og sætter fut i hele hospicet med sin optræden som drag quuen.
Basim er sød. Og det tjener til hans ære, at han på trods af sin families rødder ikke bruger aftenen til en eller anden politisk agenda.
Efter Basim følger RoseeLu med ”Real Love”. RoseeLu er en erfaren musiker, for hun har nemlig mange følgere på TikTok, eller sådan noget, siger speakeren. Hun ligner en sur teenager, der er stukket af fra sin stuearrest. Muligvis i sin fars alt for store læderjakke.
Næste kunstner (husk det med den brede forståelse af ordet) er UBLU, et band (sådan da) med fire medlemmer. De optræder med sagen ”Planetary Hearts”.
– De har gjort sig bemærkede med flere kritikerroste koncerter og festivaler for tusindvis af mennesker, siger speakeren, der tilsyneladende har spildt kaffe over sine noter og nu bare er begyndt at digte tilfældige, tossede ting.
UBLU er nogen af dem, der har tordnet mest mod Israels deltagelse i Eurovisionen. Bandet har udtalt, at så længe Israel er med, så er de ikke sikre på, at de selv vil stille op, selvom de skulle vinde. Lynhurtigt står det dog klart, at det ikke er noget, de behøver bekymre sig om.
Det står også klart, at på samme måde, som man ikke skal lytte for meget til kunstnere, når de udtaler sig om politik, så skal man heller ikke tillægge deres smag i tøj og hår for meget værdi. Eller deres smag i musik, for den sags skyld.
Efter UBLU går Janus Wiberg på med ”I Need Your Love”. Han er fra Færøerne og han er en af grundene til, at DR har bedt en fagjury være med til at udpege vinderen, i stedet for bare at lade folket bestemme selv. Ældre seere af musikkonkurrencer i tv ved, hvad jeg mener.
Til sidst kommer Aura Dione, der optræder med sangen ”Mirrorball of Hope”. Samme ældre seere vil huske hende som en talentfuld sangerinde i 00’erne, mens yngre seere nok bedst vil huske hende som damen, der var forlovet med Skype-milliardæren Janus Friis, men pissede det hele væk, fordi hun ikke kunne holde nallerne fra andre mænd.
Hvis hun havde holdt sig på måtten, havde hun måske haft råd til at sætte lyd på sin guitar, så hun ikke bare skulle lege, at hun spillede på den.
Nå, men efter en fortjent hyldest af Dario Campeotto skal vi finde tre finalister. Det bliver Basim, SABA og Janus. DR er indtil videre kommet igennem aftenen uden de tekniske koks, der kendetegnede sidste års shitshow, men det slutter, da en tekniker kommer til at sætte Janus’ navn på skærmen, inden værterne annoncerer ham. Bagefter afslører influenceren Anders Hemmingsen, at han engang var ansvarlig for at tælle sms-stemmerne i grandprixet. Aftenens sødeste indslag, men dog ikke noget jeg personligt ville blære mig med.
Efter at have hørt de tre finalesange igen (og efter noget mere pauseunderholdning, jeg ikke ser, fordi jeg altså også skal på toilettet ind imellem) kåres SABA som forudsigelig vinder. Seerne har godt nok stemt på Basim, men fagjuryen – som vi aldrig får at vide, hvem består af – vægter af en eller anden grund højere.
Konklusionen bliver, at det desværre ikke lykkes DR at lave samme ravage som sidste år. Stephanie Surrugue og Sara Bro er driftssikre og havde endnu en dag på kontoret, teknikken fungerede (minus en enkelt svipser) og alt i alt, var der ikke ret meget at klage over. Ud over musikken, altså.
Vi ses til finalen i maj i Malmø. Altså, med mindre Putins kampvogne kører rigtig hurtigt. Så bliver det måske i Moskva.