En enlig kvinde henter fire øl i køleskabet. Ja, sådan begynder denne sæson af ”Gift ved første blik”. Jeg er ikke lige færdig med at analysere budskabet endnu, men jeg er sikker på, at det både siger en masse om, hvorfor folk gerne vil giftes – og hvorfor de gerne vil skilles igen.
Jeg gider ikke bruge plads på at forklare, hvad programmet går ud på, for det ved I jo godt alle sammen. Jeg skal blot understrege, at selvom DR kalder ”Gift ved første blik” for et eksperiment, så er der egentlig tale om et realityprogram, der blot er pænt pakket ind. Og som sædvanlig går der da heller ikke længe, før det hele virker en anelse iscenesat. Deltagerne sidder og småsnakker med deres venner, da de bliver ringet op og får at vide, at de er med i programmet. Men det havde de kvikkeste af dem nu nok regnet ud, da de så alle kamerafolkene.
– Whaaaat, udbryder en af dem alligevel, mens en anden ringer til sine børn.
– Far skal giftes, jubler han.
Mine børn blev ikke særlig glade, da jeg for nylig for sjov ringede og sagde det samme til dem. Min kone virkede til gengæld overraskende positiv.
Folkene bag programmet har i denne sæson ansat tre nye eksperter. Den ene er Eivind, der muligvis kommer fra et andet land end Danmark. Han snakker i hvert fald lidt som min far gjorde, da han lige havde haft en hjerneblødning. Eivind er psykolog og ved alt om NEP-PI-3, fortæller han. Det lyder som en mutation, der betyder, at vi igen skal til at slå mink og skolebørn ihjel, men det er altså bare en slags personlighedstest.
Eivind får selskab af psykologen Trine, hvis pandehår nøjagtigt følger den nederste linje i hendes pande, og Sarah, der har en doktorgrad i etnologi. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men det er åbenbart noget med at være god til at gennemrode folks køleskabe. Sarah er også specialist i forholdet mellem mænd og kvinder, fortæller hun, men hendes doktorgrad er fra Sverige, så hun ved garanteret også noget om alle mulige andre køn.
De første deltagere vi for alvor møder er Sara (uden h) og Rasmus. Sara er 29 og fra Fyn. Hun tilbringer meget tid sammen med sin hund.
– Åh nej, nu bliver jeg kendt som hende den skøre hundedame, sukker hun til kameraet.
Bare rolig, Sara, det gør du ikke. Du bliver kendt som hende den skøre, der troede, man kunne finde kærligheden i fjernsynet.
– Jeg bliver ved med at møde mænd, der er useriøse, siger hun også.
Præcis hvorfor hun tror, det bliver bedre ved at møde dem i et tv-program, står hen i det uvisse.
Nå, der går ti minutter med, at Sara skal prøve brudekjole, så DR gider ikke engang skjule, at programmet mest er for kvinder og homoseksuelle. Apropos det sidste, så køber Sara sin kjole (læs: licensbetalerne køber den til hende) hos designer Lasse Spangenberg. Ham har jeg engang været fuld sammen med til et bryllup. Ham kan jeg godt lide. Han er supersød og sjov. Sara beder ham om en kjole med lange ærmer, så man ikke kan se hendes tatoveringer, og Lasse ser lidt ud som han gjorde, da bartenderen puttede et sugerør i hans fadøl den aften.
Rasmus er 31. Han er også fra Fyn, men bor på Frederiksberg. Rasmus øver sig tilsyneladende allerede i, hvordan han skal forpurre ægteskabet, hvis hans udkårne ikke lever op til forventningerne. Han har i hvert fald både fundet brætspil og dvd-boksen med ”Klovn” frem, og han giver kameraet prøvelser på sin sangstemme.
Sara og Rasmus virker dog ganske glade for hinanden, da de mødes til vielsen.
– Jeg lod først og fremmest mærke til, at han var høj, og det er godt, rigtig godt, siger hun.
DR er på alle måder en feministisk femtekolonne, så den slags bemærkninger må man gerne komme med i fjernsynet. Tænk, hvis det var ham, der havde givet udtryk for sin glæde over størrelsen på hendes bryster.
– Jeg arbejder ved Energistyrelsen. Hvor arbejder du? spørger Sara, da de kort efter skal fotograferes.
– Jeg er lige stoppet i Energinet, svarer Rasmus.
– Nej, er det rigtigt!? Argh, det er sjovt! udbryder Sara, der åbenbart ikke har hørt så mange vittigheder før.
Rasmus smiler. Han har meget stramme bukser på. Apropos stramme bukser, så har Spangenberg ikke hørt efter, for Sara har fået korte ærmer, og man kan tydeligt se alle de steder, nogen har tegnet på hende.
Efter vielse og fotografering er der fest. Sara har inviteret 80’er-popstjernen Limahl med. Eller også er det en af Spangenbergs venner, der har nasset en fribillet. De nygifte skærer bryllupskagen for.
– Åh nej, nu tror de, jeg spiser meget kage, siger Sara.
Set i lyset af, at hun de kommende måneder er med i Danmarks mest populære realityprogram, er hun bemærkelsesværdig beskyttende omkring sit image.
Åh, i øvrigt, apropos det med Danmarks mest populære realityprogram, så har redaktøren og mig skændtes lidt om, hvad folk helst vil læse om. ”Landmand søger kærlighed” eller ”Gift ved første blik”. Nu har vi valgt at dække ”Gift” de kommende uger, men hvis der ikke er nogen, der enten knalder eller kommer op at slås, så skifter vi tilbage.
Jeanette og Michael. Foto: Snowman/DR
Det andet par, der på uhellig vis bliver smedet sammen i denne uge, er Jeanette og Michael. Jeanette er 30 år og fra Køge og har en dametøjsbutik. Hun leder – surprise – efter en ordentlig mand. Det behøver dog tilsyneladende ikke være en, der kan lave mad.
– Pizza og dårlig sex kan man få alle steder, siger hun i hvert fald.
Det passer dog ikke helt, vil jeg gerne tilføje. Da jeg var nede på mit lokale pizzeria den anden dag, blev jeg i hvert fald kylet ud, bare fordi jeg spurgte, om ekspedienten kunne lokkes til at … nej, ikke noget. Det er en anden historie.
Michael er 39 og bor på Frederiksberg og er digital direktør i Lakrids by Bülow. I ved, det dér firma, der tager 140 kroner for et lille glas slik – og kalder citron for ”læmon” for at virke som nogle vilde typer.
– Jeg kan godt lide at prøve ting af. Det kan være at tilmelde mig sjove foredrag eller kurser, siger Michael.
Han virker i sandhed som en vild type.
Det viser sig, at Michaels forældre bor næsten lige ved siden af Jeanette i Køge, og det synes alle parter bare er superfedt. Hvis ikke man i forvejen vidste, at programmet er en smule fake, så ved man det da nu. Og altså, bare lige for at slå fast: Jeg har intet imod Køge. Min gode ven og tidligere kollega Henrik bor der, og jeg har flere gange været i byen med ham i Køge. De har både værtshuse, hvor man kan spille hasardspil, og caféer, hvor politikere kan hyre rockere som livvagter, og en restaurant, der udelukkende serverer noget, der hedder ”flæskebuffet”.
Nå, men Jeanette og Michael virker også glade for hinanden. Hun er vild med hans tale, der er fyldt med lommepsykologi fra TikTok, hun synes, han har pænt tøj på, og er glad for, at han vender toiletrullen med det løse papir udad.
Personligt er jeg ligeglad, hvordan toiletrullen vender. Bare den ikke er af det dér helt bløde firelags-halløj, der bare kører tingene rundt, i stedet for at samle dem op. Af samme grund er jeg faktisk begyndt at købe det lidt billigere. Det, der kradser lidt mere.
Som noget nyt skal parrene ikke sove sammen på bryllupsnatten. Det er lidt en skam, især fordi Sara og Rasmus ligner nogen, der er klar til at lave en Tommy Kenter og knalde midt i bryllupskagen. Men skal man tro reklamen for næstes uges program, så skal vi nok få sjov nok alligevel. Der er i hvert fald både en med, der ligner Esben Lunde Larsen, og en, der har en stor rockertatovering på hånden. Ham den sidste har jeg vist nok også set i Køge engang. Esben Lunde Larsen ved jeg ikke noget om. Spangenberg gør måske, men det er en anden historie.