Sønderjyske tabte søndag med 1-2 til FC Nordsjælland, hvilket bragte klubben ned på tiendepladsen i Superligaen.
Træner i Sønderjyske, Claus Nørgaard, har samtidig kontraktudløb ved udgangen af denne sæson, men der er ikke taget stilling til Nørgaards fremtid.
Det siger Hans Jørgen Haysen, der er sportschef i Sønderjyske.
- Efter de sidste kampe i efteråret, skal vi alle vurderes. Både jeg selv, træneren og spillerne.
- Når det er sket, må vi rydde op i det, der ikke fungerer. Lige nu skal vi have fokus på at vise gejst i vores næste kamp mod Hobro, siger Haysen.
Selv om Sønderjyske ikke leverer imponerende resultater, forsikrer Hans Jørgen Haysen, at der først skal evalueres, når efteråret er overstået.
- Vi har aftalt at have fokus på de sidste kampe. Det aftalte vi allerede for to kampe siden, og det er der ikke blevet ændret på, siger Haysen.
Sportschefen i Sønderjyske siger samtidig, at der ikke nødvendigvis er en afklaring på trænersituationen, når holdet spiller første kamp efter jul.
- Det kan både blive det ene, det andet eller et tredje scenarie i forhold til det spørgsmål.
- Der er mulighed for, at det ikke er afklaret, når vi spiller første superligakamp efter jul, afslutter Hans Jørgen Haysen.
Sønderjyske-træner Claus Nørgaard har selv ikke mange kommentarer til sin egen fremtid i klubben.
- Vi taler om det i vinterpausen. Det er det, vi har aftalt, siger Nørgaard.
Sønderjyske får mulighed for at revanchere søndagens nederlag, når holdet i næste runde gæster Hobro.
/ritzau/