Sønderjyske-profilen Lasse Vibe scorede hattrick i torsdagens superliga-bundgyser mod Silkeborg, og træner Lars Søndergaard er naturligvis ovenud lykkelig for Vibes præstation i 5-0-udesejren.
- Lasse viser, at han er utrolig vigtig for os. Når han ikke har været i form, har vi måske ikke været så gode. Vi har helt sikkert manglet hans dynamik, siger Lars Søndergaard og tilføjer:
- Vi har ikke nogen, der tilnærmelsesvist på sammen måde kan gå ind og gøre det, han gør. At han scorer, er jo bare et ekstra plus.
Vibe spillede en lidt uvant position som topangriber, da det oplagte alternativ Tommy Bechmann sad ude med karantæne.
Lars Søndergaard har dog ikke besluttet, om Lasse Vibe også skal spille angriber i næste kamp - hjemme mod Randers FC på søndag.
- Han kan nok godt forvente genvalg. Om det så bliver helt på toppen, må vi jo lige se på. Altså, det er jo en anden modstander, vi skal møde, og det kan være, han er bedre på en wing mod dem, siger Lars Søndergaard.
Hovedpersonen selv er naturligvis lykkelig for sin præstation mod Silkeborg, men han forventer ikke at spille angriber i næste kamp.
- Nu er Tommy tilbage næste gang, så det skal du spørge træneren om. Jeg tror personligt, Tommy kommer til at spille.
- Jeg har stadigvæk småproblemer, for ellers havde jeg også spillet 90 minutter i dag (mod Silkeborg torsdag, red.), siger Lasse Vibe og tilføjer, at angriberpositionen tiltaler ham:
- Ja, det gør den da. Men det gør højrekanten også. Jeg har ikke nogen favoritposition på den måde.
/ritzau/