Sønderjyske slår mestrene i første semifinale på isen
Aalborg Pirates blev besejret med 4-1, da Sønderjyske indledte semifinaleserien mod nordjyderne på hjemmebane.

Sønderjyske fik en ideel start på semifinaleserien mod de forsvarende mestre fra Aalborg Pirates, da den første af potentielt syv kampe om en plads i finalerne tirsdag aften blev spillet i Vojens.

Sønderjyderne kom godt fra land med en sejr på 4-1 og førte stort set i hele kampen.

Der var således kun gået 12 sekunder af første periode, da der stod 1-0 på måltavlen signeret af Mads Lund.

Herefter skulle der gå cirka halvanden periode, før pucken igen var at finde i aalborgensernes mål. Denne gang havde canadiske Gabriel Desjardins sidste stav på.

Førnævnte Mads Lund var i oplæggerens rolle, da Sønderjyske lidt over fem minutter inde i tredje og sidste periode gjorde det til 3-0 ved Steffen Frank.

Lidt efter assisterede Desjardins, da det også blev 4-0 på en scoring af Frederik Bjerrum.

Halvvejs i tredje periode kom nordjyderne så tavlen, da Spencer Humphries reducerede til 1-4. Men Aalborg kom ikke nærmere, og Sønderjyske endte derfor med at vinde sikkert.

Den næste kamp mellem de to hold bliver spillet på fredag i Aalborg.

Tidligere tirsdag vandt Rungsted Seier Capital den første semifinale mod Frederikshavn White Hawks med 3-0.

/ritzau/

/ritzau/